Biogasanlæg ved Holbæk støder ind i problemer: Ikke rentabelt

Landmænd har foreløbigt droppet planer om at stifte en leverandørforening til et nyt biogasanlæg. Ideen om et biogasanlæg ved Holbæk lever dog videre.

Den stiftende generalforsamling i en leverandørforening til et nyt biogasanlæg ved Holbæk skulle have været afholdt d. 29. juni, men er nu aflyst, skriver Nordvestnyt.

En miljøkonsulent fra Centrovice har regnet på økonomien for otte forskellige landbrug, der skulle levere gylle.

"Det viser, at fordelene bliver spist op af ekstra udgifter. I værste tilfælde koster det landmanden penge at være med, og i bedste fald går det i nul," siger Preben Hansen, Audebo, en af initiativtagerne til at bygge et anlæg, til Nordvestnyt.

Der skulle have været en forrentning på 12-15 procent, fortæller Preben Hansen, som har svineproduktion på Avdebogaard og andre lokationer. Han ville selv skulle investere en million kroner for at kunne levere gylle. Andre landmænd ville typisk skulle investere mellem en og halvanden million.

Ideen om at bygge et biogasanlæg er dog ikke lagt i graven. Det kan eksempelvis blive en løsning i samarbejde med NGF Nature Energy, siger Preben Hansen. Der er også andre planer om et anlæg i Ringsted-området.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle