Danske svineavlsselskaber mødes til kamp om svineproducenters gunst

Topigs Norsvin, PIC, DanBred og Danish Genetics mødes ved stort anlagt arrangement hos LMO.

Først var de en, så var de to og i dag er der fire svineavlsselskaber i Danmark.

I starten af februar mødes de alle under samme tag, når LMO blænder op for en faglig eftermiddag med titlen »Nu fire svineavlsselskaber i Danmark. Hvilken »gen-vej« vælger du?«

»De fire avlsselskaber får hver mulighed for at fortælle om hvilke lyksaligheder, de kan tilføre danske svineproducenter, så vi også i fremtiden er sikret et højt produktionsniveau og en god økonomi fra fødsel til slagt eller salg«, fortæller svinekonsulent Niels Hegelund om arrangementets slagplan.

Baggrunden for mødet er ifølge LMO, at det daværende DanAvl knækkede midt over for godt et år siden, og i slipstrømmen blev der pludselige fire selskaber med svineavl i Danmark.

»Topigs Norsvin havde allerede etableret sig, og fra asken af det nedbrændte DanAvl har der så rejst sig tre nye avlsselskaber: Danish Genetics, DanBred og PIC, som er på banen i Danmark igen. DanAvl havde gigantisk succes især på kuldstørrelse, men den succes har også givet en masse udfordringer i staldene, og det har skabt en vis interesse for egenskaber som høj mælkeydelse, høj pasningsevne, mange patter. Altså en so med integreret mælkeanlæg«, lyder det i invitationen for arrangementet, der også omfatter et par faglige indlæg om korrekt poltestyring og dyb inseminering, foregår hos LMO’s afdeling i Horsens 4. februar fra kl. 15.

Tilmelding skal ske senest 28. januar. Læs mere om arrangementet på lmo.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle