DLF vil fordoble forretning i Sydafrika

Frøkoncernen har netop indgået et nyt partnerskab med den største aktør i Sydafrika.

Sydafrika er et af de lande i verden, hvor økonomien for alvor er begyndt at spire, og derfor har DLF netop nu indgået et stort partnerskab med Zaad Holdings Ltd., der er den største spiller på markedet inden for græs- og kløverfrø.

»Det nye partnerskab giver os yderligere muligheder for at skabe vækst i et sydafrikansk marked, der er vokset pænt gennem de senere år,« siger Søren Ustrup, ansvarlig for DLFs aktiviteter på den sydlige halvkugle.

Vil endnu længere ud

Den danske frøkoncern har allerede eksportsalg til Sydafrika og til Tunesien og Algeriet i den nordlige del af kontinentet, men det nye partnerskab skal for alvor sætte fut i det sydafrikanske salg.

»Vi har en forventning om, at vi mindst kan fordoble vores forretning ved det her setup. Umiddelbart har vi i dag en markedsandel på 20 pct. inden for græs og kløver, og vi har et håb om, at vi kan komme op på 50 pct. inden for den nærmeste årrække,« siger Søren Ustrup.

Det sydafrikanske marked er primært båret af salg af flere typer af lucerne og rajgræs, bl.a. fordi landets landbrugs- og mejerisektor begynder at røre på sig.

Frøene sender DLF både fra Danmark, Nordamerika og New Zealand.

Det er dog ikke planen, at DLF på nuværende tidspunkt skal etablere egne afdelinger rundt om i Afrika.

»Vi ser det som en første base i Afrika med en stærk partner, og vi håber, at vi sammen med Zaad også kan øge omsætningen i nabolandene, hvor Zaad også har en god position,« siger Søren Ulstrup.

Faktaboks

Zaad Holdings

  • Er specialiseret i udsæd og produkter til landbruget.
  • Udvikler og forhandler en bred vifte af udsæd i Afrika, Mellemøsten og Europa.
  • Distribuerer bl.a. frø til 28 afrikanske lande.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle