Eksportdirektør: Prisfald er stoppet

Bedste bud er samme pris for juletræer i år som sidste år. Håb om små prisstigninger i 2018.

Prisen på juletræer er faldet, lige siden toppen blev nået i 2010. Men nu er der endelig tegn på, at faldet får en ende.

Det mener Brian Boeberg, der som direktør for Skovdyrkernes eksportselskab Green Product skal sikre afsætningen af medlemmernes juletræer og klippegrønt.

»Eksporten af danske juletræer er i dag mellem 10 og 15 procent lavere, end da den toppede omkring 2010, og lige nu går vi og venter på, at markedet vender,« siger Brian Boeberg.

»Vores bedste bud er, at prisfaldet er stoppet, og at prisen i år lander på samme niveau som sidste år. Til gengæld håber vi på prisstigninger i 2018. Der bliver dog tale om små stigninger, for når priserne ændrer sig, er der en tendens til, at de tager elevatoren ned og trappen op.«

Stigende udbud i Europa

Det er et stigende udbud af juletræer i hele Europa, der har givet faldende priser på især de ringere kvaliteter. Sidste år nåede prisen et så lavt niveau, at flere danske juletræsproducenter valgte at skrotte de dårligste træer, fordi prisen for at fælde, nette og pallettere dem var større end salgsprisen.

»Men det er ikke det hele, der ser sort ud. Vi har oplevet stabile priser på de bedste kvaliteter, og vi forventer stigende priser på gode små træer i prima kvalitet.«

»Og som noget meget vigtigt har vi fastholdt eksporten til Tyskland, der er vores absolutte hovedmarked. Der bliver produceret mange flere træer i Tyskland i dag end for bare fem år siden. Men der er plads til gode danske træer, da den gennemsnitlige kvalitet er højere end på mange af vores eksportmarkeder,« siger Brian Boeberg.

Til gengæld er det britiske marked ikke, hvad det har været. Eksporten er på to år halveret som følge af en øget konkurrence fra træer dyrket i Skotland. Desuden betyder beslutningen om, at Storbritannien skal træde ud af EU, en ændring i styrkeforholdet mellem den danske krone og det britiske pund, der svarer til et tab i konkurrencekraft på omkring 18 procent i forhold til for to år siden.

Bedre går det i Polen, der er et marked på vej op.

»Vi har altid haft en lille men ikke betydelig eksport til Polen. For to et halvt år siden besluttede vi at ansætte en sælger i Polen, og det ser ud til at give resultater. Både forrige år og sidste år oplevede vi stigninger i eksporten til Polen,« siger Brian Boeberg.

»Stigningen er sket fra et lavt niveau. Det er ikke guld og grønne skove, og der er hård konkurrence om markedet. Men købekraften og efterspørgslen er stigende i Polen, og det er et marked, der er på vej op.«

»Det, de efterspørger i Polen, er først og fremmest billige træer. Polakkerne lægger ikke nær så meget vægt på kvalitet som tyskerne gør. De vil hovedsagligt have billige træer, og det kan vi også levere,« siger Brian Boeberg.

Hold fast i kunderne

Han forudser, at der er et godt stykke vej igen, før priserne igen når de samme højder, som da de toppede i 2010.

»Vi skal nok komme tilbage til et fornuftigt niveau. I mellemtiden bliver det vigtigtigere end nogensinde, at vi fastholder og udbygger relationerne til vores udenlandske kunder. Det betyder eksempelvis, at vi skal anstrenge os for at levere rettidigt og pænt oparbejdede træer, der overholder den kvalitet, de er solgt som,« siger Brian Boeberg.

Faktaboks

Største producenter

  • Europæs fem største juletræsproducenter (2015):
  • 1. Tyskland
  • 2. Danmark
  • 3. Benelux
  • 4. Frankrig
  • 5. Storbritannien

Kilde: christmastree.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle