Flere hænder til flere slagtninger

I mandags offentliggjorde Danish Crown planer om at ansætte 260 nye slagterimedarbejdere efter en markant stigning i antallet af slagtninger.

For et par måneder siden meldte I ud, at der var tale om at lukke et slagteri. Hvordan kan det være, at I nu pludselig skal hyre 260 nye medarbejdere?

Det skyldes en række ting, men Bonusgrisens 600.000 svin er jo det sikre kort i det regnestykke. Det er et væsentligt grundlag, vi pludselig får ind, og som i hvert fald gør, at den nedadgående trend i antallet af årlige slagtninger pludselig flades ud. Det giver os samlet set en tro på, at antallet af slagtninger i hvert fald vil stige i løbet af det kommende år, og det er naturligvis en trend, vi er særdeles tilfredse med.

Hvor mange grise regner I med, at I skal slagte mere om året?

I vores prognose regner vi totalt set med at skulle slagte ca. en million flere grise om året. Det præcise tal er svært at sige noget om, for det kommer også an på, hvor mange af de nuværende leverandører, der lægger om til eksport, stopper eller finder alternativer.

Er det en vedvarende stigning?

Jeg vil jo gerne sige ja, men med prisudviklingen på korn og jord, miljølovgivning m.m. er det svært at spå om. Der er mange faktorer, der spiller ind, og alene det at kigge et år frem er i sig selv en stor udfordring. Men alt andet lige er jeg mere end tilfreds med at opleve, at vi nu ikke bare har opbremsning, men også en svag stigning i antallet af slagtninger efter at have haft mere end ti år med fald.

Er det så et endegyldigt farvel til planerne om at lukke et slagteri?

Som det er nu, etablerer vi aften- og nathold i Ringsted, og derfor er lukninger ikke et tema, sådan som tingene ser ud nu. Men det er klart, at hvis vi kommer i en situation, hvor vi skal skære igen, vil vi kigge i tallene og se, om det fortsat skal være sådan. Men lige nu er det som sagt ikke noget, vi overvejer.

En ting er jo, at det ikke er noget, man overvejer, men hvordan har I budgetteret for det kommende år?

Lige nu har vi budgetteret med, at vi kører fuld kapacitet på alle slagterier. Det vil sige, at vi rammer over 14 mio. slagtninger i Danmark, og det er godt en mio. flere, end vi havde sidste år. Indfasningen af vækstpakkerne tager en smule tid, og derfor vil effekten formentlig vente på sig frem til slutningen af næste regnskabsår (1. oktober 2018, red.).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle