Af Jørn Dohrmann, MEP, Dansk Folkeparti.
2016 har været et hårdt år for landbruget. Mange landmænd er tyngede af gæld, som er svær at komme ud af, fordi en masse strukturelle problemer ligger til hindring for at få gang i væksten i store dele af sektoren.
Et godt eksempel er i mælkeproduktionen, hvor priserne på mælk har været presset helt derned, hvor fortjenesterne har været bittesmå. Den udvikling kan tilskrives EUs Ruslandspolitik, hvor Ruslands modsanktioner har ramt mejeribranchen og mælkeproducenterne rigtig hårdt, eftersom Rusland er en stor aftager af disse EU-produkter.
Situationen har samtidig illustreret, hvordan landbrugsstøtten er blevet et system, der skader mere end det gavner. I dette konkrete tilfælde har støtten bidraget til en overproduktion, der presser priserne helt derned, hvor det næsten ikke længere betaler sig at producere.
Af samme grund har EU også tidligere forsøgt sig med mælkekvoter, men heller ikke disse viste sig at være en løsning på noget.
2016 var et år, hvor vi så landbrugskommissær Phil Hogan lancere en stor mælkepakke, hvor næsten fire mia. kr. blev uddelt til mælkebønderne. Allerede så sent som i september 2015 lancerede han ellers en anden stor hjælpepakke - også til en værdi af flere milliarder.
Nogle af pengene i den nye pakke skal bruges til at udfase dele af produktionen i nogle lande, så udbuddet bedre matcher efterspørgslen, og priserne derved kan skubbes op igen. Andre lande vil dog kunne nyde støtten ved at presse deres priser endnu længere ned og skævvride den interne konkurrence på markedet. Hele denne historie illustrerer glimrende, hvordan landbrugsstøtten simpelthen ikke hænger sammen. For landene mødes ikke af ens konkurrencevilkår - det gælder eksempelvis på miljø- og klimaområdet - og støtten er med til at skabe et kunstigt marked. Den udgør et stort og ekstremt kompliceret kompleks, der udgør mere end en tredjedel af EUs samlede budget. Alligevel fungerer systemet ikke.
Lige nu er man fra EUs side i gang med at implementere seneste reform af landbrugsstøtten. Det er en længerevarende proces, der først skal være gennemført i år 2020. Af den grund bør EU-systemet også allerede nu begynde at gennemtænke, hvordan næste reform skal se ud. Andre lande vil dog kunne nyde støtten ved at supplere med nationale støtteordninger, presse deres priser endnu længere ned og derved skævvride den interne konkurrence på markedet.
