Fronter trukket op i DanAvl-sag

En større gruppe af avl- og opformeringsbesætninger udtrykker bekymring for nyt DanAvl, som fortsat ventes at gå i luften i løbet af efteråret.

Politianmeldelse, udsættelser og granskning fra Konkurrencestyrelsen.

Det er ikke småting, der har præget dannelsen af det nye DanAvl, som nu føjer endnu et opsigtsvækkende kapitel til sig.

En større gruppe avl- og opformeringsbesætningsejere, DTL A/S og Breeders of Denmark A/S samt KS-stationen Mors, der repræsenterer 40 procent af de renracede søer i DanAvl-systemet, er ifølge Maskinbladet utilfredse med dannelsen af DanAvl.

Advokat Joan Vollertsen oplyser, at svineproducenterne har savnet, at deres foreninger Dansk Svineavl og DanAvl Opformering oplyste om en forhandling eller en analyse af konsekvenserne ved den nye DanAvl-konstruktion, da de to foreninger sidste år anbefalede deres medlemmer at tilslutte sig konstruktionen.

»Med det nye DanAvl P/S etableres der et monopol, hvor de nuværende rettigheder som selvstændig partner i det eksisterende DanAvl-system ændres og begrænses, og det finder oplysningsgruppen er konkurrenceretligt særdeles betænkeligt,« siger hun.

En markedsundersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som afdækker, om det nye DanAvl skader konkurrencen, er undervejs. Den afventer man resultatet af hos Landbrug & Fødevarer.

»Før vi kender resultatet af den markedstest, er det svært at sige, om det giver anledning til yderligere justeringer,« siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.

Han hæfter sig ved, at der i høj grad henvises til situationen sidste år.

»...og der er løbet meget vand i åen siden da. I det forløbne år har vi haft en omfattende dialog med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har ført til betydelige justeringer af DanAvls nye forretningsmodel,« siger han i en skriftlig kommentar.

Hos Landbrug & Fødevarer er forventningen fortsat, at det nye DanAvl har retning mod drift i løbet af efteråret.

»Vores løbende dialog og forhandlinger med Dansk Svineavl og DanAvl Opformering har resulteret i, at begge foreninger bakker op om modellen. Vi har knoklet for at skabe en bæredygtig og konkurrencedygtig forretningsmodel,« siger han.

Faktaboks

DanAvl

  • Ny konstruktion af DanAvl med L&F, DanBred International og Danish Agro som ejere blev en realitet i april 2016.
  • Forventningen var, at selskabet var operationelt i august 2016 og i løbet af få år kunne fordoble omsætningen hos DanAvl.
  • I samme forbindelse indklagede Porc-Ex konstruktionen til konkurrencemyndighederne grundet frygt for karteldannelse. Myndighederne gransker fortsat sagen. 
  • I maj 2016 trækker Danske Svineproducenter sig ud af det daværende VSP grundet uenigheder om DanAvl-konstruktionen.
  • I samme måned godkender et stort flertal på 82 procent af avlerne i DanBred DanAvl-konstruktionen.
  • Senest har en større gruppe avl- og opformeringsbesætninger udtrykt bekymring for konstruktionen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle