Fugleinfluenzaen breder sig til Jylland - og i Europa

Der er også på Als fundet fugle, som er døde af fugleinfluenza. Øget risiko for smittespredning.

Efter fund af døde fugle i Tyskland, på Møn og i København er det nu jydernes tur til at konstatere, at fugleinfluenzaen også har bredt sig til deres landsdel.

Professor Lars Erik Larsen fra DTU Veterinærinstituttet, som er med til at overvåge udviklingen, fortæller til Politiken, at man har konstateret fugleinfluenza hos fugle på Als i Sønderjylland.

"Det vi kan se nu, er jo, at smitten har bredt sig til Jylland. Men det er meget tæt på den tyske grænse, og da der jo er et udbrud i Tyskland, er det ikke så overraskende endda," siger professoren til avisen.

Ude i Europa breder sygdommen sig også. Indtil videre er der konstateret smittede vildfugle i Østrig, Ungarn, Polen, Holland, Schweiz, og Kroatien, beretter nyhedsbureauet Reuters.

I Østrig er en kalkunfarm blevet ramt af fugleinfluenza, berettede østrigske delstatsmyndigheder fredag. Ifølge Reuters er en kyllingefarm desuden testet positiv, men anden prøve havde et uklart testresultat. Tredje prøve er bestilt.

I Israel er en fjerkræfarm også ramt, beretter Reuters.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle