Griseflytning er mavepuster for Tican - fyringer i spil

Hvis Bonusgrisens flytning tegner sig for 600.000 slagtesvin, svarer det til, at 15 pct. af råvaregrundlaget forsvinder fra Tican/SBPork. Fyringer kan ikke afvises, lyder det.

Der er et stort arbejde foran os, lyder det Ove Thejls, adm. direktør i både Tican og SBPork, efter nyheden om, at Bonusgrisen ikke har valgt at forny leveringskontrakten med den tyskejede slagterikoncern, men derimod har skrevet kontrakt med Danish Crown fra 1. september.

Det betyder, ifølge Danish Crown selv, samlet set en flytning på 600.000 slagtesvin om året.

»Jeg kan ikke præcis bekræfte antallet af slagtesvin, men jeg kan bekræfte, at vi også har fået informationen om, at Bonusgrisen fremover vil levere til anden side,« lyder det fra Ove Thejls.

Forventer kapacitetstilpasninger

»Vi ser Tican og SBPork som en samlet enhed, og hvis det er rigtigt, at det er 600.000 grise, det drejer sig om, så er det i omegnen af 15 pct. af vores samlede råvaregrundlag. Det er rigtig mange grise, og derfor vil vi nu bruge den kommende tid på at sætte os ned og analysere på det her,« siger Ove Thejls.

Og med udsigten til, at 15 pct. af råvaregrundlaget forsvinder, så er det nødvendigt at kigge den daglige drift igennem.

»Vi tegner jo også nye kontrakter løbende, men vi må under alle omstændigheder forvente, at vi skal foretage kapacitetstilpasninger,« siger han.

 

Hvad ligger der i denne omgang i ordet kapacitetstilpasninger?

»Det kan jeg ikke uddybe lige nu. Men vi kører i øjeblikket med 42 og 40 timers arbejdsuge, og det er jo sådan nogle ting, der skal kigges på. Det handler om, at vi skal tilpasse bedst muligt, så det gør mindst muligt ondt på os, både i forhold til antallet af medarbejdere og timer.«

 

I skal lige have kigget på tallene, men hvis det drejer sig om 600.000 svin, som Danish Crown selv har meldt ud, betyder det så, at I skal ned i mandskab?

»Det kan vi bestemt ikke udelukke, men nu vil vi som sagt analysere på det først,« siger Ove Thejls.

Genforhandling slog fejl

Ifølge direktøren opsagde koncernen selv kontrakten med Bonusgrisen med henblik på at genforhandle. Nye forhandlinger har været undervejs i flere måneder, men det lykkedes dog som bekendt ikke at lande en ny aftale med leverandørerne til Bonusgrisen.

»Det kommer ikke som en stor overraskelse for os, og vi har godt vidst, at de her grise har været i spil. Vi har været i gang med forhandlinger længe, og vi synes, at vi har givet et godt tilbud - men det har åbenbart ikke været nok,« siger direktøren.

 

Hvad skal I gøre nu?

»Vi skal ud at have fat i flere grise fra andre leverandører, analyseret på de endelige konsekvenser og vurderet, hvordan vi tilpasser os til den nye situation. Vi har gennem de seneste måneder fået 2-300.000 svin, og der er jo grise derude, som har mulighed for at skifte slagteri, eller som er nyetablerede eller vil udvide deres produktion – det er dem, vi går efter,« siger Ove Thejls.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle