Hårde stoffer i menneskegødning fra Roskilde Festival

Urinprøve fra Roskilde Festival viste spor af MDMA, hash og kokain.

MDMA. THC-syre fra hash. Og reststof fra kokain.

Det er blot et udvalg af de stoffer, som festivalgængere på Roskilde Festival eksperimenterer med. Det viser en urinprøve fra Landbrug & Fødevarers bæredygtighedsstand beer cycling, der var opstillet på årets festival, skriver foodculture.dk.

Eventen, der også gik under det mundrette navn ”fra pis til pilsner”, opsamlede ved opsatte pissoirer urin på tre forskellige steder på festivallen. Formålet er at bruge urinen som gødning på maltbygmarker i foråret 2016.

Ender i øl?

Jakob Magid, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, mener ikke, at stofferne vil havne en i den øl, der efter planen skal serveres for festivalgængerne om to år.

”Hvis det skulle komme festivalgængerne til gavn eller skade, alt efter hvordan man ser på det, så kræver det ikke alene, at stofferne er der, når urinen til næste forår bliver bragt ud på marken, når kornet skal sås. Stofferne skal også overleve en stor biologisk omsætning,” fortæller Jakob Magid.

Han fremhæver at der er mange barrierer som stofferne skal overvinde, og at hver barriere vil udtynde stofferne meget.

”Der er lavet mange studier over transport af organiske molekyler ind i planterødder. Konklusionen er, at det ikke er noget, der foregår i stor stil medmindre det passer til planters transportsystemer. Man skal huske på, at i første omgang nedbryder jordens mikroorganismer meget efter urinen er blevet spredt over marken, og så skal planten optage det igennem rødderne. Dernæst skal det også finde vej fra roden helt op til kernen, før det overhovedet kan komme tilbage til øllet. Dermed er vi ude i at stofferne er blevet fortyndet flere millioner gange.”

"Der kan være meget små restmængder tilbage til den tid, men det er min bedste vurdering, at det farligste i øllen til den tid vil være alkohollen, som vil være flere hundrede tusinde gange farligere end alt det andet i kruset."

Festival mod stoffer

Fundet får ikke organisationen Stofrådgivningen til at hæve øjenbrynene.

"De stoffer, der er fundet, overrasker mig slet ikke. Faktisk tror jeg, der var fundet spor af væsentligt flere stoffer, hvis der var blevet taget flere prøver rundt omkring på festivallen," siger Trine Ry, leder af Stofrådgivningen.

Roskilde Festival har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen iværksat kampagnen Roskilde Against Drugs, som der tydeligt bliver reklameret for rundt om på festivallen og ved scenerne.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle