Hul på pakke: 60.000 hektar efterafgrøder væk

Eva Kjer Hansens første skridt til at gennemføre landbrugspakken: Kravet om ekstra 60.000 hektar efterafgrøder er fjernet.

Som et første skridt i gennemførelsen af regeringens landbrugspakke undgår danske landmænd nu kravet om 60.000 hektar ekstra efterafgrøder, som landmændene ellers stod for at så her i sensomeren.

Det fremgår af en ny bekendtgørelse, som NaturErhvervstyrelsen udsendte i denne uge.

Dermed skal landmænd som hidtil kun udlægge henholdsvis 10 og 14 procent efterafgrøder i stedet for som varslet 13 og 17 procent efterafgrøder.

Glæde i L&F

Ændringen vækker glæde i Landbrug & Fødevarer.

»Det er yderst fornuftigt at droppe kravet om ekstra 60.000 hektar efterafgrøder. I L&F Planteproduktion har vi sammen med Seges længe argumenteret for, at det både fagligt og miljømæssigt giver meget dårlig mening at stille firkantede krav om efterafgrøder,« siger Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion.

Del af pakken

Torben Hansen glæder sig samtidig over at se, at den nye fødevareminister Eva Kjer Hansen og regeringen dermed har taget hul på den konkrete gennemførelse af den 16-punkts plan for landbruget, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti lancerede i efteråret 2014.

»Det er et skridt i den helt rigtige retning i forhold til at sikre os mulighed for at producere effektivt og dermed styrke indtjeningen i landbruget,« siger Torben Hansen.

Flere alternativer

Den nye bekendtgørelse fra NaturErhvervstyrelsen, som træder i kraft 1. august, giver også landmændene nye alternativer til efterafgrøder.

Også det vækker tilfredshed i Seges og Landbrug & Fødevarer.

»Listen af alternativer til efterafgrøder er blevet længere, flere vintersædsarter kan tælles med i efterafgrøderegnskabet, hvis de sås tidligt, og endelig får vi en mere favorabel omregningsfaktor for tidligt sået vinterhvede,« siger Ivar Ravn, direktør ved Seges, Planter og Miljø.

»Nu kan fire hektar vinterhvede erstatte en hektar efterafgrøder. Tidligere var forholdet fem til en. Det er en glædelig udvikling, men der er solid faglig dokumentation for at omregningsfaktoren kan komme endnu længere ned,« siger han.

Faktaboks

Nye alternativer

  • Honningurt, der kan anvendes i renbestand udsået senest 20. august eller i blandinger. Som MFO skal det indgå i blandinger.
  • Alm. rug, stauderug og vårbyg kan bruges som efterafgrøde udsået senest 20. august både i renbestand og i blandinger. 
  • Skal det tælle med som MFO, skal det indgå i blandinger.

Kilde: NaturErhvervstyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle