Hurtigt i gang med mink: Lejet farm og 1.000 tæver

Det behøver ikke koste en formue at starte karrieren som minkavler.

En halv mio. kr. Mere har det ikke kostet Rasmus Dahlgaard at gøre sin drøm om at blive minkavler til virkelighed.

I Erslev på Mors har han lejet en farm med plads til 1.000 tæver. Han startede med 500 tæver og halvdelen af farmen sidste forår. I år lejer han hele farmen og har suppleret med yderligere 500 tæver.

Rasmus Dahlgaard lejer farmen af sin svigerfar, der som 65-årig og efter et langt liv som både muslingefisker og minkavler var parat til at stoppe.

En farm med 1.000 tæver er måske lige lille nok til at leve af, men som Rasmus siger, er det en fin start.

»Jeg har ikke de to eller tre mio. kr., som det ville koste at købe en farm på den størrelse med både dyr og maskiner. Løsningen, hvor jeg starter med at leje farmen, er derfor helt perfekt,« siger Rasmus Dahlgaard.

Smagen for mink fik han, da han for nogle år siden passede svin på et landbrug, hvor der også var mink. Når der var brug for ekstra hjælp med minkene, gik Rasmus gerne til hånde med det hele. Men efter en længere årrække, hvor han både har passet køer, svin og mink, fik han lyst til at være selvstændig.

»Jeg startede med at spare op på en etableringskonto tilbage i 1990erne. Selvom jeg ikke har sat penge ind hvert eneste år, så var der efterhånden et pænt beløb på kontoen. Samtidig er kontoen også godt signal, når man skal i banken og låne flere penge,« siger Rasmus Dahlgaard.

Og at låne har været nødvendigt.

De 500.000 kr., som minktæverne og maskinerne kostede, har Rasmus betalt med sin opsparing.

Banken kom ind i billedet, fordi der er temmelig store udlæg til foder, når minkene først bliver pelset mellem seks til syv måneder, efter de bliver født, og skindene først sælges mellem to og ni måneder efter pelsning. Det betyder, at der går mellem 8 og 16 måneder, fra hvalpene bliver født, til skindene bliver solgt.

Med baggrund i, at både Rasmus og hans kone Carina havde fuldtidsjob, at de sammen ejer et hus, og at Rasmus har en etableringskonto, fik han en kassekredit i banken på 750.000 kr. til en rente på 6,5 procent.

Kredit bedre end forskud

En anden løsning havde været at få hvalpe- og skindforskud fra Kopenhagen Fur. Det havde været både været lettere og til en lavere rente.

»Men jeg tænkte, at det er bedre at få en kassekredit i banken til en fornuftig rente nu, hvor min økonomi ser fornuftig ud. Så kan jeg altid få forskud fra Kopenhagen Fur, hvis det en dag kniber. Det er ikke sikkert at banken er nær så villig til at give mig kassekredit med en fornuftig rente, hvis min økonomi er skidt,« siger Rasmus Dahlgaard.

Det er ellers ikke fordi, der er udsigt til dårlig økonomi på farmen. Nulpunktet ligger på 240 kr. pr. skind før løn til ejer. De 240 kr. inkluderer leje af farmen, der er sat til 15 kr. pr. skind. Med den nuværende skindpris på lige knap 300 kr. i gennemsnit, ser det helt fornuftigt ud.

Selve farmen og det tilhørende stuehus er det planen, at Rasmus og Carina skal købe, lige så snart de har fået solgt deres eget hus.

»Skulle det gå helt galt med minkprisen, kan vi lukke farmen ned i en periode. Lige nu har jeg stadig deltidsarbejde som entreprenør, og jeg kan formentlig få fuldtidsarbejde igen, hvis jeg får brug for det. Lægger vi dertil lønnen fra min kones fuldtidsarbejde, så har vi råd til at betale afdragene,« siger Rasmus Dahlgaard.

Plads til at udvide

De 1.000 minktæver giver kun arbejde til en mand, og Rasmus vil gerne udvide, så der bliver mulighed for at ansætte en afløser på halv tid eller mere. I forhold til naboerne, ser det fint ud. De ligger langt væk. Det kniber lidt mere, når det gælder jord til at bygge på.

»Hvis vi river de 11 ældste og nedslidte minkhaller ned, og udnytter et areal, vi ikke har bygget på endnu, kan vi bygge 4-rækkede haller, så vi kommer op på cirka 2.200 tæver. Det vil være optimalt i forhold til at ansatte en ekstra mand.«

»Men så er der heller ikke plads til at udvide mere, medmindre vi kan købe lidt jord af naboerne,« siger Rasmus Dahlgaard.

Faktaboks

Rasmus Dahlgaards farm

  • Rasmus Dahlgaards farm
  • Tæver: 1.000. Mulighed for at udvide til 2.200
  • Farver: Hvid, pearl og silver blue
  • Skind pr. tæve: 5,6
  • Arbejdspladser: 1 fuldtid

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle