Kvindelig landmand hædres: Er en stjerne på Facebook

På facebook har Anita Juel lavet opslag om hendes hverdag som landmand. Det er blevet belønnet med et legat på 10.000 kr.

Siden 27-årige Anita Juel blev selvstændig landmand med økologiske grise på friland, har hun lavet opslag på Facebook om sin hverdag som landmand og landbrugslivet.

Det har resulteret i 4.600 følgere, og det blev hædret med et legat på 10.000 kr. til Jysk Landbrugs generalforsamling i Billund d. 14 marts. Legatet fik hun overrakt af formand for Brørup Landboforenings Fond, Ole Jensen.

»Jeg havde fået det at vide på forhånd, men jeg blev megaglad, og det var virkelig et skulderklap. At landmænd synes, det er fedt og imponerende, at jeg både er pige, ung, og at jeg står ved det, er virkelig lækkert,« siger hun uddybende til Landbrugsavisen.dk.

I dag driver Anita Juel Flintholm Økogrise med 200 søer og 60 slagtesvin sammen med sin kæreste og tre elever i Brørup, der ligger mellem Kolding og Esbjerg.

På facebooksiden Flintholm Økogrise publicerer hun ofte billeder af grisenes hverdage og adfærd. Hun fortæller, at responsen ofte er positiv, fordi folk bliver imponeret over, hvordan grisene opfører sig. For eksempel lavede hun en video, hvor grisene fik juletræer som legetøj, og det gav 800.000 sidevisninger. Derfor finder hun stor glæde ved at ’poste’ billeder om landbrugslivet.

»Bare det at dele hverdagen med at passe dyrene, er helt fantastisk. Jeg er bare virkelig fascineret af grise og dyr, der lever i deres naturlige miljø. Det er det, der er drivkraften, og det vil jeg gerne dele med andre,« siger hun.

Sammen med sin kæreste har hun lejet jorden på en af sine forældres gårde, og derfor drømmer hun også om, at de i fremtiden kan finde en større ejendom på mellem 60 og 80 hektar i samme område, som kan være deres eget. Dog har hun ikke intentioner om at øge antallet af søer og grise.

»Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at møde forbrugerne og vise gården frem til unge menensker og skoler, så de kan også opleve, hvordan grise ser ud, og hvordan de lever. Vi vil også gerne være selvforsynende med vores foder, men lige nu koncentrerer vi os om det, vi har,« siger hun.

Selve legatet håber hun på at bruge til en rejse til USA sammen med kæresten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle