Landboformand: Sønderjyske arbejdspladser truer EU’s ammoniakmål (opdateret)

Formand for Sønderjysk Landboforening frygter tab af arbejdspladser og eksportværdi, hvis EU fastholder krav om ammoniakudledning.

"Der er for mig ingen tvivl om, at det vil være særdeles alvorligt for det sønderjyske og danske landbrug, og beskæftigelsen i området, hvis EU fastholder at reduktionsmålene skal gennemføres som planlagt inden 2020."

Det skriver formand for Sønderjysk Landboforening, Christian Lund, i en pressemeddelelse angående ammoniakudledning fra husdyrbruget, som den tidligere S-R-SF regering lovede EU at sænke med 24 procent inden 2020. Ifølge formanden vil de høje krav gå udover arbejdspladser i dansk landbrug og ende med at koste 15.000 arbejdspladser og 10 mia. kr. i eksportværdi. Han påpeger, at Danmark er en af de førende lande, når det gælder klimavenlige husdyrproduktion.

»Kravet er helt urimeligt og naivt indmeldt af den forrige regering. Dansk landbrug er i forvejen helt i front, og internationale undersøgelser har vist, at vi f.eks. allerede har verdens mest klimavenlige mælkeproduktion, fordi vi i forvejen er top effektive,« siger han.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) erkendte tidligere på ugen, at Danmark ikke kan nå målene på tre år, sådan som vi ellers har forpligtet os til internationalt. Derfor har trekløverregeringen forgæves forsøgt at få sænket målet. Det har EU afvist, selvom EU-landene i gennemsnit kun skal sænke udledning af ammoniak med op til seks procent. Det mener Christian Lund er tåbeligt.

"Miljøet kender jo ikke landegrænser. Derfor er det ganske tåbeligt, hvis der gennemtvinges reduktioner i den danske husdyrproduktion, som nævnt er miljøeffektiv. Verdens munde skal jo alligevel mættes og efterspørgslen vil sikre, at produktionen blot flytter til et andet sted, hvor den er mindre miljøvenlig,"pointerer han.

Derfor giver han sin fulde opbakning til miljøministeren og Landbrug & Fødevarer, der fortsat prøver at få EU til at godkende et lavere niveau af reduktionsmål.

OBS: Artiklen er rettet på foranledning af Christian Lund. I pressemeddelelsen var der byttet rundt på ammoniakmål og klimamål.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle