Landmand vinder swapsag

En landmand har vundet en sag om en valutaswap.

En landmand har ved byretten vundet en swapsag mod sin bank. Det oplyser Agrocura og advokat Thomas Schioldan Sørensen, Rödstenen, som har flere swap-sager. Pengeinstituttet har valgt ikke at anke dommen.

Mange af de andre sager, der har kørt ved domstolene, er renteswapper. Denne gang var det en valutaswap.

”Dommen slår fast, at en swap er et komplekst højrisikoprodukter, der er svært at gennemskue. Derfor stiller man skærpet krav til bankens rådgivning. Konkret i denne har banken ikke udarbejdet en skriftlig risikoprofil. Kunden betragtede sin egen risiko som lav eller middel, men produktet var et højrisikoprodukt. Det er grundlæggende problemet,” siger advokat Thomas Schioldan Sørensen.

Landmanden indgik valutaswappen i 2008.

Først i maj 2011 blev der udarbejdet en risikoprofil, hvor landmanden blev bekendt med, at valutaswap’en blev betragtet som et ”højt/mellem” risikoprodukt. Landmanden fik erstatning, men dog ikke så højt som ønsket.

Dommeren fastsatte erstatningsbeløbet på baggrund af markedsværdien i maj 2011, hvor landmanden blev bekendt med valutaswap’ens risiko.

Thomas Schioldan Sørensen oplyser, at landmanden er tilfreds med erstatningen, men han ønsker ikke at stå frem og fortælle om sejren.

 

Agrocura bistod med en vurdering af de økonomiske aspekter ved valutaswap-aftalen samt formulering af spørgsmål til en af retten udpeget sagkyndig indenfor finansielle derivater.

"Den sagkyndige erklæring påviste bl.a., at landmandens rentebesparelse ved at bytte en Cibor3-rente for en Libor-CHF- rente var elimeret allerede ganske få dage efter aftalens indgåelse," skriver Agrocura.

Stævning blev indleveret i januar 2013, hvormed erstatningskravet som udgangspunkt var forældet. Retten fandt imidlertid, at forældelsesfristen var suspenderet frem til maj 2011, hvor landmanden blev bekendt med risiciene ved valutaswap’en.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle