Af Carsten Abild, formand for landsbyerne i Danmark.
Danmark er det eneste EU-land, der har en lovgivning, der skal få os til at bo i byer.
Kommunalreformen med by- og landzoneloven (planloven) fra 1970 var redskabet, der skulle afvikle landsbyerne og udvikle byerne. Den politiske holdning var, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.
Derfor blev Danmark i 1970 opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt.
Men mange, ikke mindst børnefamilier, vil gerne bo på landet og leve ”en blødere velværdstilværelse” i rolige og overskuelige omgivelser, med dyr, tryghed, frivillighed, medbestemmelse, et aktivt foreningsliv og et folkeligt fællesskab. Det er i lokalsamfundene, vi har vores identitet.
Heldigvis er der i dag en politisk vilje til at komme vore hårdt prøvede landsbysamfund til hjælp.
En 100-punktsplan vedrørende landsbyernes og landdistrikternes vækst og udvikling ligger på Folketingets bord, og en liberalisering af planloven er sat på den politiske dagsorden.
Landsbyerne har en fremtid.
