Lej stalden ud og bliv boende på gården

Hvis generationsskiftet skal lykkes, skal ældre landmænd være åbne over for andre muligheder end bare at sælge gården, mener Jørn Kjær Madsen, der er medejer af Danmarks største mælkeproduktion.

I stedet for udelukkende at fokusere på, at man skal sælge gården for at komme ud af erhvervet, skal ældre landmænd indstille sig på en helt anden form for generationsskifte.

Det mener Jørn Kjær Madsen, medejer af I/S Rønhave, der med 3.000 køer er Danmarks suverænt største mælkeproduktion.

»Mange tomme stalde kunne sagtens bruges til mælkeproduktion ti år mere. Ved at leje stalden ud og måske selv fortsætte markdriften, har den ældre landmand mulighed for langsomt at trappe ned, samtidig med at han kan blive boende på gården.

Den unge for mulighed for at komme i gang med begrænset kapital og for at lave mælk til en lav pris,« understreger Jørn Kjær Madsen, der i næste uge genopstiller til Landbrug & Fødevarer, Kvægs bestyrelse.

Deler risikoen

For den ældre landmand betyder det, at han løber en risiko for ikke at få lejen ind, hvis for eksempel mælkeprisen falder.

»Men den risiko ville han også have løbet, hvis han selv havde fortsat med at producere mælk,« fastslår Jørn Kjær Madsen.

Selv har han og hans kompagnon lejet jord og gylletanke, og han har ingen problemer med, at det ikke er landmanden selv, der ejer jorden.

»Om man skal aflægge rapport til bank og kreditforening med hovedsæde i København, eller man skal gøre det til en ejer, der bor et andet sted, kommer i store træk ud på ét,« mener Jørn Kjær Madsen.

Åben for pantebreve

Danmarks største mælkeproducent er også åben for et forslag, der kommer fra Familielandbruget om at genindføre pantebreve ved salg af gårde.

»Det kunne i hvert fald få den virkning, at sælgeren ikke skjuler noget, når han skal af med gården, for han vil have en klar interesse i, at køberen vil kunne klare sig i fremtiden,« konstaterer Jørn Kjær Madsen.

Vær åben

Det behøver dog ikke kun være ældre landmænd, der lejer ud.

»Vi har en ung markmand, som for at placere sin opsparing og skabe noget værdi ville være selvstændig. Han har købt en gård, men udlejer jord og stald til Rønhave. Samtidig fortsætter han på fuld tid som markmand hos os, fordi han kan lide udfordringerne ved stordrift. Han har sikkerhed for at komme godt fra start som selvstændig, og han vil ikke være sårbar over for et år eller to med dårlige mælkepriser,« fortæller Jørn Kjær Madsen.

Begge parter har fordele af samarbejdet, og det er den slags alternative løsninger, han vil inspirere andre til.

Faktaboks

Danmarks største mælkeproducent

  • I/S Rønhave er med 3.000 malkekøer Danmarks største producent af mælk.
  • Produktionen er fordelt på flere gårde i Esbjerg-området.
  • Der er to ejere af mælkeproduktionen.
  • Foruden de ejede gårde lejes en del jord og bl.a. gylletanke, der ligger på den jord, der er lejet.
  • I/S Rønhave indgik for et år siden overenskomst med 3F.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle