L&F: Sex procent af danskerne har sex i naturen

I private skove er det kun tilladt på veje og stier, men i offentlige skove, må man gerne bruge skovbunden.

Naturen kan bruges til andet end at plukke bær og frugt. Det viser en analyse Landbrug & Fødevarer har lavet om, hvad danskerne bruger naturen til.

Ifølge analysen bruger én ud af 17 naturen til at dyrke sex. Eller det er måske snarere to ud af 34, må man formode.

Det er navnlig de 18-34-årige, der foretrækker mos og sand frem for lagner og puder. I den aldersgruppe dyrker flere end hver tiende sex i naturen ifølge undersøgelsen, der i øvrigt ikke har spurgt nogen under 18 år.

De 35-54-årige ligger cirka på gennemsnittet, altså sex procent, når det gælder natursex, mens kun to ud af hundrede, der er over 55 år, kaster sig ud i den form for naturoplevelser.

Helt lovligt

Ifølge Naturstyrelsen.dk er det fuldt lovligt at dyrke sex i naturen, hvor der i forvejen er masser af sex – helt naturligt altså, og her tænker de på dyrene. Men man skal vise hensyn over for dem, der ikke har samme interesse, og her tænker de på menneskene.

Det er en god ide at gøre sig klart, om det er offentlig eller privat skov. I de private skove må man nemlig kun dyrke sex på veje og stier. Er skoven derimod offentlig, er det også tilladt at tage skovbunden i brug.

Tommelfingerreglen er, at man »ikke må udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der kan forulempe andre eller vække offentlig forargelse.«

Så er man ikke alene, skal man altså være lidt af en menneskekender, hvis man ikke ligefrem vil spørge skovens gæster, hvad de finder uanstændigt.

Krav om beskyttelse

Folk, der dyrker sex i naturen, har dog også krav på beskyttelse – altså forstået på den måde, at det ikke er lovligt at forulempe eller chikanere nøgne skovgæster, for eksempel ved at lure.

Vil man være på den sikre side, inden man dyrker sex i naturen, skal man have en mindre juridisk uddannelse. Det er nemlig omfattet af både Naturbeskyttelsesloven, Adgangsbekendtgørelsen, Ordensbekendtgørelsen og Straffeloven.

Føler man sig krænket af elskende i naturen, kan man melde det til politiet – der straks rykker ud!

22 procent bruger naturen hver dag

L&F’s analyse viser dog, at sex langt fra er den hyppigste aktivitet i naturen. 80 procent foretrækker at kigge på. Altså på naturen. 70 procent foretrækker anden motion, som er de hyppigste gøremål.

Analysen viser også, at over halvdelen af danskerne bruger naturen flere gange om ugen eller oftere. 22 procent af danskerne bruger naturen hver dag.

Det bedste ved naturen er stadig kysterne, skovene og landskabet. Derudover er mænds favoritter oftere søerne, mens kvinders favoritter oftere er duftene, markerne og dyrelivet.

Danskerne foretrækker at kigge på naturen, at dyrke motion i den eller at slappe af. Yngre foretrækker oftere at dyrke motion, mens 50+ oftere foretrækker at slappe af. 64 pct. af danskerne mener, det er en statslig opgave at understøtte udviklingen af dansk natur økonomisk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle