Mere pels end nogensinde til Københavns sommermodeuge

Oven på sommerens Copenhagen Fashion Week står det klart, at pels er et materiale, flere og flere designere benytter sig af. Aldrig har vi set mere pels på sommercatwalken.

Af kreativ chef Julie Maria Iversen, Kopenhagen Fur

Flere danske designere har taget pelsen til sig. Det står klart efter sidste uges modeshows under den københavnske modeuge, hvor pels spillede hovedrollen i flere kollektioner og generelt fyldte mere end tidligere set ved sommertid. Pels kan være sommerligt, det beviste bl.a. Anne Vest og Saks Potts ved deres shows på henholdsvis d’Angleterre og i Langelinie Pavillonen.

Den øgede brug af pels blandt designere viser spændende takter for modebranchen, for det viser, at pels ikke kun er et materiale, som er henvist til at blive brugt i vintermånederne. Den prominente visning af pels under sommermodeugen giver designere inspiration og viser forbrugere, hvordan et unikt materiale kan bruges i de kølige sommernætter.

Sommerlige pelskollektioner

Anne Vest åbnede Copenhagen Fashion Week på Hotel d’Angleterre med en sommerkollektion, hvor brugen af pels var altoverskyggende. Ned ad catwalken gik modeller i friske T-shirts med store røde pelsmunde, pelsjakker med farverige cirkler og lækkert fodtøj, hvorpå der ligeledes var pelsdetaljer.

»Jeg prøver at lege med alt, hvad pelsen kan,« fortæller Anne Vest om sin tilgang til brugen af pels.

Under modeugen viste Cathrine Saks og Barbara Potts også en all-inclusive ferieinspireret pelskollektion i pastelfarver. Designduoen havde ladet fantasien styre med pelsmaterialet, og resultatet blev til nye, eksperimenterende sommerudtryk til stor glæde for publikum, som kunne lide, hvad de så.

»Pels skal jo hele tiden forny sig, og det her show manifesterede, at det her er pels til en helt ny målgruppe. Det er pels til den trendy, yngre pige, som tør at have det sjovt,« konstaterer Uffe Buchard, kreativ direktør, Darling Creative Studio, efter at have set de farverige pelsstyles.

Designudvikling

Det er af stor betydning for designerne, at de kan komme i Kopenhagen Fur Studio og lade sig inspirere. Det har flere givet udtryk for under interviews til Fur TV i løbet af Copenhagen Fashion Week.

Kopenhagen Fur Studio arbejder på at bygge broer mellem unge, spirende designtalenter og inspirere dem til at bruge pels i deres kollektioner. Gennem kreative workshops kan designeren få et indblik i, hvad det vil sige at arbejde med pels.

Kopenhagen Fur Studios hjælp og støtte til de nye designtalenter er noget, der bliver rost politisk. Efter Anne Vests show kom beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune med et par pæne ord:

»Jeg synes jo, det er fantastisk, når store internationale og anerkendte virksomheder som Kopenhagen Fur tager mindre, talentfulde designere og fører dem frem,« siger Anna Mee Allerslev (RV).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle