Moderniseringstilskud til kvægstalde godt fra start

Den nye staldstøtteordning for kvæg er ikke længere »elastik i metermål«, lyder det fra rådgivere i LMO. Og Jyske Bank dropper kritik af blanket.

NaturErhvervstyrelsens nye runde for modernisering af kvægstalde er åben, og de første uger tyder på en langt mindre dramatisk ansøgningsrunde end sidste år, hvor LandbrugsAvisens telefoner glødede af frustrerede konsulenter og landmænd, der rev sig i håret over ansøgningsmaterialet.

»Ansøgningsmaterialet er betydeligt bedre end sidste år - det ser rigtig godt ud,« lyder det anerkendende fra Hans Thostrup, teknisk rådgiver i LMO.

Meget forenklet

Hans Thostrup var en af de mest højrøstede kritikere sidste år, men nu har tonen fået en anden lyd.

»Processen er betydeligt forenklet i forhold til sidste år. Vi er ikke mindst sluppet af med begrebet »nutidsværdi«. Dermed er vi ikke længere henvist til elastik i metermål. Til gengæld får vi nu mere abrjde i den anden ende på grund af skærpede krav til dokumentation for, at vi overholde Udbudsloven.«

Driftsøkonom Jens Martin Jepsen, LMO, er enig og har desuden oplevet utilfredshed fra en anden side: Jurister i Jyske Bank har været stærkt utilfredse med NaturErhvervstyrelsens formulering af bankernes finansieringserklæring.

Blankocheck

Jyske Bank mente, at finansieringserklæringen - nu omtalt »hensigtserklæring« - vil kunne udlægges som en blankocheck til landmændene, det vil sige et juridisk bindende tilsagn om finansiering, hvis bare tilsagnet om tilskud kom i hus.

Men projekterne har to år til at blive udført i, og i den periode kan der ske mangt og meget, som ændrer bankens opfattelse, lød budskabet til LMOs rådgivere fra Jyske Bank.

Men nu har banken besluttet at slå sig til tåls med blanketten, hvor NaturErhvervstyrelsen da også har præciseret, at erklæringen »kan ikke opfattes som en garanti for, at pengeinstituttet yder finansiering til projektet efterfølgende«.

»Hvis ansøger opnår tilsagn, vil der skulle ske endelig kreditbehandling og godkendelse i pengeinstituttet,« hedder det.

»Vi godtager teksten. Af hensyn til vores kunder vælger vi ikke at gøre en sag ud af det her,« siger seniorspecialist i landbrug Karsten Brixen, Jyske Bank.

Faktaboks

108 mio. til kvægstalde

  • Du kan søge staldstøtte fra 7. april til 24. maj 2016.
  • 15 mio. er øremærket til økologiske bedrifter.
  • 15 procent af midlerne er afsat til projekter til slagtestalde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle