Af Michael Svane Jørgensen, best. medl. Sjællandske Familielandbrug. Kandidat (S) til kommune- og regionsvalget.
DN-præsident Ella Maria Bisschop-Larsen og formand Martin Merrild diskuterer natur i sidste nummer af LandbrugsAvisen. Som læser får jeg fornemmelsen af, at naturen er blevet en krigsskueplads.
Som i al anden krig, så er sandheden det første og største offer. Den biologiske mangfoldighed har det elendigt, men hvad der skal gøres ved den »sandhed«, står hen i det uvisse. For DN handler det om flere medlemmer, som kan lægge pres på det politiske system og opnå forbedring af naturen. For L&F handler det om, at det eksisterende landbrugs økonomi skal forbedres, før der er overskud til at tænke på forbedring af naturen.
For mig at se har de hver især ret. Det er rigtigt, at DN skal være en lobbyorganisation, og L&F skal være en salgs- og interesseorganisation. Men stillingskrigen gør naturen til taberen. Det er godt, at markedet udvikler sig, økologien vækster, og der sker forbedringer af naturen. Mindre godt, at det går langsomt.
I en fastlåst konflikt tror jeg, at der skal nye partnere og perspektiver til. Det politiske system, som omkranser konflikten, må påtage sig et større ansvar. Mit bud er, at det vil skabe respekt, hvis politikere fra alle fløje søgte at finde sammen om veje, som ikke er enten-eller: Naturpleje eller landbrugspleje. Politikere, som tager ansvar, undgår at bidrage til politikerlede og oplevelse af, at det politiske system kun tjener til at meritere de særinteresser, som i forvejen er de mest højtråbende. Leden vokser ud af, at alle kan se, at problemerne skubbes til hjørne i stedet for at blive løst.
Som folkevalgt i L&F har jeg været med i stillingskrigen og ved, hvor meget den minder om kold krig. Jeg fortryder ikke min indsats, men det er blevet stadig sværere at se, at det nyttede noget som helst. Vi siger og gør det samme, mens medlemstallene daler, fordi det bliver stadig sværere at se, hvordan man bidrager positivt gennem sit medlemskab.
Heldigvis er der også lyspunkter i forhold til at se nye tendenser. Jeg ser en stigende realisme udvikle sig både i Folketinget og på EU-niveau, som går på at finde nye veje for, hvad vi kan kalde ’en rød-grøn udvikling’ af markedsøkonomien. Her tales om at fastholde en global udvikling og insistere på, at investeringer i fremtiden også skal komme mennesker til gode, som lever nu, gennem jobskabelse, som bidrager til økonomisk og økologisk bæredygtig klima og naturforvaltning.
