Bæredygtighed, bundlinje og pels

Kopenhagen Fur har sammen med Designskolen Kolding afdækket det bæredygtige potentiale i pels ud fra en designvinkel.

Mode- og tekstilbranchen er en af Danmarks vigtigste eksportgrene. Det er også et af de erhverv, hvor bæredygtighed bliver diskuteret, mest fordi branchen lægger beslag på store ressourcer for at tilfredsstille efterspørgslen på modetøj. Bæredygtighed bliver en uomgængelig del af bundlinjen.

På den bagrund inviterede Dansk Mode & Textil sammen med Designskolen Kolding og Kopenhagen Fur til bæredygtighedskonference på Christiansborg med titlen »Bæredygtig mode – bæredygtig bundlinje«.

Vært for konferencen var Morten Bødskov (S), formand for Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg og erhvervsordfører for Socialdemokraterne. Han hæftede sig på konferencen ved, at modebranchen som helhed strutter af kreativitet, samtidig med at den bidrager med en enorm omsætning og tusindvis af arbejdspladser til gavn for Danmark. Og ifølge Morten Bødskov er modebranchen et eksempel til efterfølgelse og inspiration for andre brancher særligt på grund af branchens kreativitet og høje produktivitetsniveau.

Lang levetid

Ordstyrer var MF Rasmus Nordqvist fra Alternativet, der på den tre timer lange konference sikkert styrede indlæggene og debatten i land. Blandt indlægsholderne var bæredygtighedsforsker Else Skjold, der præsenterede et forskningsprojekt skabt i partnerskab mellem Designskolen Kolding og Kopenhagen Fur.

Pels har en række bæredygtige karakteristika, som andre dele af modebranchen kan tage til sig. Det handler om lang levetid for materialet og muligheden for at forandre i pelsens levetid. Samspil mellem design og produktion er her afgørende for at udnytte bæredygtighedspotentialet. Rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, pegede på pels som innovationsdriver i modebranchen.

Hun trak i øvrigt i debatten tråde til landbruget, hvor hun fremhævede andelsmodellen og promilleafgiftsfondene som en særlig dansk satsning på fælles løsninger og investering i udvikling, som modebranchen kunne lade sig inspirere af.

Designers vinkler

Verden er midt i en omstilling, hvor den måde vi producerer og forbruger på er under forandring, og pels- og modebranchen har ligesom alle andre brancher et ansvar for at skubbe på den udvikling. Det er baggrunden for, at Kopenhagen Fur sammen med Designskolen Kolding har afdækket det bæredygtige potentiale i pels ud fra en designvinkel. I de kommende år skal vi udfolde bæredygtighedspotentialet i pels i samarbejde med modebranchen, og det er en udvikling, som vi ser frem til deltage aktivt i.

Den danske modebranche har et oplagt potentiale for at udbygge og styrke Danmarks bæredygtige brand. Mode er allerede i dag et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, som nyder anerkendelse i størstedelen af verden, og efterspørgslen efter bæredygtig mode stiger dag for dag verden over. At tilføje et bæredygtigt perspektiv vil derfor styrke dansk mode og branchens samlede brand i udlandet, hvilket vil medføre yderligere vækst og nye arbejdspladser til gavn for Danmark og den danske statskasse. Pels er et bæredygtigt materiale, og det bliver produceret i vores egen baghave. Derfor kommer vi til at spille en væsentlig rolle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle