Nyuddannet 27-årig bliver chef på landbrugsskole

Nyuddannet jordbrugsteknolog bliver ny afdelingsleder på Morsø Landbrugsskole.

27-årige Jonas Lundgren Bach Korsgaard bliver 1. juli ny afdelingsleder på Morsø Landbrugsskole. Jonas er den første af sin slags, der tiltræder en sådan stilling umiddelbart efter sin dimission.

Jonas dimitterer som jordbrugsteknolog med speciale i planteproduktion fra Erhvervsakademi Aarhus i dag torsdag den 23. juni.

Jonas er den første dimittend fra Erhvervsakademi Aarhus, der blot en uge efter sin dimission, bliver chef for en landbrugsskole.

”Jeg er jo ikke så gammel, så det er en ret fantastisk mulighed for at prøve kræfter med ledelsesfaget. Jeg har altid gerne villet være leder, så jeg er virkelig glad. Det er en drømmestilling,” siger Jonas Lundgren Bach Korsgaard, der har taget landmandsuddannelsen samme sted, han nu bliver chef for.

Chef for 20 medarbejdere og 100 elever

Jonas får ledelsesansvar for ca. 20 medarbejdere og en skole med 100 landmands- og dyrepasserelever.

"Jeg føler mig godt rustet til opgaven. På studiet har jeg haft flere ledelses- og metodefag og jeg får gode sparringspartnere i lederkollegaer og direktøren for EUC Nordvest, så jeg føler mig helt tryg,” siger Jonas Lundgren Bach Korsgaard i en pressemeddelelse.

Han er vokset op på et landbrug ti kilometer udenfor Thisted og har en far, der er selvstændig landmand.

 

Faktaboks

  • Jordbrugsteknologuddannelsen er en toårig videregående uddannelse.
  • Man kan tage uddannelsen tre steder i Danmark.
  • På Erhvervsakademi Aarhus uddannes 65 procent af landets jordbrugsteknologer.
  • Halvdelen af de studerende på uddannelsen er faglærte landmænd.
  • Uddannelsen har ti ugers obligatorisk praktik. I Aarhus kan man specialisere sig i ti forskellige fagområder som fx økonomi, husdyr eller planteproduktion.
  • Studenter og EUX’ere kan søge ind via kvote 1 med ansøgningsfrist 5. juli 2016. For faglærte eller andre, der ønsker at søge ind via kvote 2 er der ansøgningsfrist den 15. marts 2017.
  • Efter uddannelsen er der mulighed for at læse videre til professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed og kandidat på et universitet.
  • Læs mere på eaaa.dk/jordbrug

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle