Rapport drejer miljøindsatsen

Internationalt forskerpanel opfordrer til langt mere differentieret regulering af miljøet. Minister varsler retningsskifte.

Kvælstof er en udfordring for det danske vandmiljø, og det samlede tal for, hvor meget udledningen skal reduceres, hviler på et solidt videnskabeligt grundlag. Men der er væsentlige svagheder i det faglige grundlag, som de danske vandplaner er baseret på. Sådan lyder hovedkonklusionerne i den rapport, som et internationalt panel af forskere barslede med i sidste uge. En rapport, der er modtaget positivt både hos Aarhus Universitet (AU) og i landbruget. AU noterer sig ros for at forsøge at regne på miljøet, hvor mange andre lande baserer sig på ekspertudsagn. Landbrug & Fødevarer noterer sig til gengæld, at de får ret i en lang række kritikpunkter af vandplanernes kvælstofmodeller.

Panelet har en lang række anbefalinger. For eksempel siger panelet, at det ikke er nok at dele vandområderne ind i 3-4 forskellige typer.

»Vi anbefaler, at man regner på alle 119 delvandområder«, skriver forskerne bl.a. og går dermed længere i sin kritik end landbruget.

Svage modeller

Forskerne er bl.a. kritiske over for kvælstofmodellerne, der ligger til grund for vandplanerne. De mener ikke, at de i tilstrækkelig grad har taget højde for de særlige forhold, der kan gøre sig gældende i de enkelte vandområder. Det betyder, at det modelberegnede behov for at reducere N-udledeningen ikke nødvendigvis passer alle steder. Panelet peger også på, at der bør forskes i behovet for reduktion af fosfor. Der bør også ses nærmere på, om der er forskel på miljøeffekten, afhængig af om man reducerer udledningen af kvælstof sommer eller vinter.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har læst rapporten og taget budskaberne til sig. Han mener, der er brug for et bredere syn på, hvordan der kommer god økologisk tilstand i fjorde og kystvande. Ministeren varsler derfor nye tider på miljøområdet.

»Jeg mener, at ekspertpanelets konklusioner giver anledning til et retningsskifte, så vi får bredt vores syn ud på, hvad der er årsag og virkning i de enkelte vandområder. For mig er det vigtigt, at ingen landmænd bliver stillet over for reduktionskrav, som ikke er fuldt ud velbegrundet rent fagligt«, siger Esben Lunde Larsen.

Trækker i arbejdstøj

Esben Lunde Larsen vil i den kommende tid nærlæse konklusionerne i rapporten. Det vil få stor betydning for forberedelsen af de næste vandområdeplaner, der skal vedtages ved udgangen af 2021, lover han.

»I ministeriet er vi allerede i færd med at videreudvikle det faglige grundlag. Der er også allerede sat forskning i gang på nogle af de områder, som panelet har sat fokus på«, siger han.

Læs også side 14-15

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle