Retssag afgørende for landmænd

Sagen om Værnengene, hvor to landmænd føler sig snydt i en sag om omlægning af jord, blev i dag forsvaret i Højesteret. L&F og advokat er forhåbningsfulde.

Retssagen om Værnengene blev taget op i Højesteret i tirsdags. Hos Landbrug & Fødevarer er viceformand Lone Andersen tilfreds med forløbet i retten og kampen for medlemmerne.

»Denne sag er ufattelig kompleks, men essensen er, at landmænd af den daværende miljøminister i 1991 fik garanti for ikke at blive fanget i reglerne. Om denne garanti står stærkt nok i selve loven, eller om der i en periode har været en forkert anvendelse af reglerne, skal Højesteret afgøre,« fortæller hun efter retssagen.

Sagen handler om brødrene Niels Jørgen Madsen og Søren Kristian Madsen, der i 1991 indgik en aftale med myndighederne om at dyrke deres arealer ved Værnengene på en miljøvenlig måde. Myndighederne udsendte en bekendtgørelse, der sikrede, at arealerne ikke ville blive omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og, at brødrene kunne genoptage dyrkningsretten ved aftalens udløb. Da brødrene i 2012 så ville omlægge deres 10 ha, afviste Natur- og Miljøklagenævnet omlægningen og pegede på, at området, der i dag består af ferske enge, er omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3.

Principiel sag for landmænd

Ifølge advokat Håkun Djurhuus, der talte brødrenes sag, er 4.000 andre landmænd havnet i samme situation. Derfor kan retssagen have stor betydning for dem, hvis de vinder sagen, fortæller viceformand Lone Andersen.

»Det er en principiel sag for vores medlemmer, der i årevis har indgået plejeaftaler, men som nu er låst, fordi der sker ændringer på et senere tidspunkt,« siger hun og fortsætter:

»I bund og grund vil vi alle gerne opretholde Værnengene, som området er i dag med omlægning fra græs til græs. Det er også i fuglenes interesse. De kan ikke søge føde i et område, der vokser sig til krat,« siger hun.

Under retssagen lagde Natur- og Miljøklagenævnet vægt på, at der ud fra luftfotos ikke var tegn på omlægning af arealet, som ellers er et krav for, at landmænd kan fortsætte driften. Dette var Håkun Djurhuus uenig i, han forklarede, at arealet havde været omlagt tidligere. Han var positivt indstillet på afgørelsen af retssagen.

»Jeg har en god fornemmelse. Når en sag er tabt i landsretten, så er det selvfølgelig svært at vinde i Højesteret, men jeg synes, vi har fundet så meget godt nyt frem, at sagen stiller sig anderledes,« siger han.

Dommen blev ikke afsagt i dag, men kan læses tirsdag 28. marts på Landbrugsavisen.dk, hvor du kan læse mere om sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle