Skal man nu også altid eje jorden?

Det er egentlig ganske interessante regnestykker, Henrik Zobbes ellers så omstridte københavnske økonomer fremlægger blandt andet i denne uges avis. Forpagtning er simpelthen en bedre forretning for begge parter, lyder konklusionen, som du kan læse på side 2 i anden sektion.

Argumentet er såmænd simpelt nok. Finansieringsomkostningerne ved et stykke jord til 150.000 kr. løber let op i 6.000 kr. pr hektar, mens forpagtningsprisen typisk vil være 4.-5.000 kr. Tilsvarende for bortforpagteren: Han vil altså få ovenstående 4.-5.000 kr. i forpagtningsafgift, mens han ikke kan regne med nogen særlig forrentning af købesummen på de 150.000 kr., hvis pengene ryger i banken eller i obligationer. Og han kan vente med betaling af udskudt skat.

Den ubekendte i regnestykket er selvfølgelig eventuelle kommende prisstigninger på jorden, som i så fald tilfalder bortforpagteren. Men da næppe mange forventer de store prisstigninger de kommende år, er det nok en model, der skal overvejes mere. Specielt i den meget låste situation lige nu, hvor køberne har svært ved at få finansiering, og de faldende priser truer med at give sælgeren et skattesmæk, er der ikke længere penge til at betale.

Det københavnske regnestykke er blot et eksempel på, at der er et skrigende behov for nye løsninger på ejendomsområdet. Familielandbruget taler om at dele de konkursramte ejendomme op, og i modsatte ende ser man AP-modellen, hvor en pensionskasse står som ejer og dermed giver plads for unge, dygtige landmænd uden millioner i lommen.

Det hele handler om ejerskabet til jorden. At eje jorden har gennem generationer været landmandens sikkerhed og pensionsopsparing. Men måske er tiden ved at løbe fra det. Måske er tanken om, at man absolut skal have foden på egen jord, ikke tidsvarende. Der skal i hvert fald findes løsninger på den nuværende tristesse.