Danske Svineproducenter: 5-10 år nødvendigt til udfasning af medicinsk zink

Der er endnu ikke effektive alternativer til brugen af medicinsk zink - andet end antibiotika - siger Danske Svineproducenters formand, Henrik Mortensen.

EU - der ventes at udfase brugen af medicinsk zink - bør give svineproducenterne god tid til at omstille sig. Det mener Danske Svineproducenters formand Henrik Mortensen.

"Når det er lykkedes for os at komme så langt ned i brugen af antibiotika, som vi er her i landet, så skyldes det netop brugen af Vet-zink, og derfor er jeg stærkt bekymret for et eventuelt forbud mod Vet-zink," siger Henrik Mortensen.

EU’s medicinagentur (EMA) har anbefalet stop for brug af veterinært ordineret zink til grise. Det bruges anslået af 80-90 procent af de danske svineproducenter som et alternativ til antibiotika under fravænning af smågrise, hvor risikoen for diarre er høj. De seneste mange år har det været muligt for danske dyrlæger at ordinere ekstra zink til smågrisene i en periode på to uger - det såkaldte Vet-zink.

EMA har anbefalet EU-Kommissionen at indføre en udfasningsordning af medicinsk zink.

"Vi ved endnu ikke, hvornår EMA’s anbefaling bliver behandlet i Kommissionen, og vi ved heller ikke, hvilken skæringsdato, der eventuelt vil blive tale om. Men i tilfælde af, at Kommissionen vælger at følge EMA’s anbefaling, råder vi Kommissionen til at inkorporere en rimelig overgangsperiode på 5-10 år, der gør det muligt at finde reelle alternativer til Vet-zink," siger Henrik Mortensen.

Henrik Mortensen forklarer, at selvom den danske svinebranche allerede nu er i fuld gang med at lede efter tilstrækkelige gode alternativer til zink, så findes der desværre endnu ingen reel erstatning.

"Men vi arbejder indædt på det," understreger formanden.

Blandt andet er udbuddet af probiotika eller tilsvarende ikke testet i bund med sikre resultater, og Henrik Mortensen understreger, at det er vigtigt, at alternativer til Vet-zink skal være lige så effektive som zinkoxid.

"Hvis Kommissionen ikke indfører forbuddet med en rimelig overgangsordning, kan vi frygte, at forbruget af antibiotika til smågrisene kommer til at stige, og det kan jo ikke være i nogens interesse," påpeger han.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle