Svineproducent: Nyt fradrag fra Danish Crown diskriminerer

Svineproducent Kristian Søberg er utilfreds med Danish Crowns nye gebyr for udegrise.

Svineproducenter, der fortsat vil have slagtet deres »udendørs opdrættede« grise hos Danish Crown, skal fra 15. august betale et gebyr på 10 kroner per dyr.

Forklaringen er ifølge Danish Crown, at udegrise kræver ekstra inspektion fra Fødevarestyrelsen, fordi dyrene risikerer at komme i kontakt med fugle og gnavere, der kan bære på sygdomme og parasitter.

Men blandt flere svinebønder opleves det nye gebyr som det seneste udtryk for en uhellig alliance mellem de gamle andelsselskaber og en lille gruppe storbønder, som opnår flere og flere økonomiske fordele. Det skriver Information.

»Det er i den grad en favorisering af store industrilandbrug,« siger Kristian Søberg til Dagbladet Information.

Han driver et konventionelt landbrug med omtrent 5.500 svin i Nordjylland.

»Det tvinger os andre til at lægge om fra udendørs til indendørs stalde. Det går ud over dyrevelfærden, og det får flere til at overveje at få en større bedrift. Det er ikke rimeligt, at et andelsselskab skal bestemme strukturudviklingen i samfundet på den måde,« siger han.

Pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, forklarer, at det nye gebyr ikke skal ses som en »straf« til de landmænd, der har udegående svin.

»Når man er et andelsselskab, så løfter ejerne som udgangspunkt i flok. Men når der er ekstra indtægter eller særlige omkostninger forbundet med slagtning og salg af eksempelvis Antonius- eller økologiske grise, så fordeles indtægter og omkostninger på de leverede grise som enten tillæg eller fradrag ved afregningen,« skriver Jens Hansen i en mail.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle