Tribine mejetærskeren - kend den på knækket

Den knækstyrede Tribine mejetærsker, som tiltrak stor opmærksomhed på Farm Progress Show, er klar til mindre serieproduktion.

Hvad gør man, hvis man ikke er tilfreds med sin mejetærsker? De fleste vil nok bare skifte den ud med en anden model.

Det gælder dog ikke den amerikanske landmand Ben Dillon. Men da han for tyve år siden begyndte at lave ændringer på sin mejetærsker, havde han næppe forestillet sig, at det skulle ende med et helt nyt mejetærskerkoncept og tilmed den første serieproducerede knækstyrede mejetærsker.

I sidste uge blev Tribine-mejetærskeren præsenteret på Farm Progress Show og trak naturligt mange nysgerrige blikke.

To gange 590 heste

»Da jeg begyndte at udvikle mejetærskeren, var det, fordi jeg syntes, at det var for besværligt og tidskrævende, at der skulle køre en traktor ved siden af mejetærskeren. Samtidig gav det for megen tung trafik i marken,« siger Ben Dillon.

Resultatet blev en firehjulstrukket knækstyret mejetærsker med to 590-hestes motorer. Mejetærskeren styrer på alle fire hjul. Det giver ifølge Ben Dillon en mindre venderadius og begrænser marktrykket. Sidstnævnte har været vigtigt. Derfor er korntanken med en kapacitet på 35.000 liter placeret i den bageste del af den knækstyrede mejetærsker.

24 timer på en tank

Tribine mejetærskeren er udstyret med en 1.900 liters tank til dieselolie.

»Vi kører på store arealer. Derfor har det været vigtigt at udvikle en maskine, der kan køre en hel omgang på markerne uden at skulle tømme af, og vigtigt er det også, at den kan køre i et helt døgn på en tank dieselolie,« siger Ben Dillon.

Tribine-skaberen tilføjer, at de 35.000 liter, korntanken også er konstrueret efter, passer med, at en fuld tank kan fylde en lastbil.

Pris ukendt

På Farm Progress Show kunne man se de to Tribine mejetærskere, der foreløbig er produceret.

»Siden 2015 har jeg haft ti ingeniører ansat, så vi er klar til at sætte Tribine i serieproduktion til næste år,« siger Ben Dillon.

Han tilføjer, at der vil blive tale om et begrænset antal, og at han endnu ikke vil røbe noget om prisen.

På Farm Progress Show var interessen for den nye maskine dog stor. Så stor, at Ben Dillon allerede på andendagen måtte fotokopiere flere brochurer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle