Vent lidt med at handle N-gødning til næste sæson

Så kom der endelig friske priser i markedet, men der sker ikke noget ved at afvente lidt endnu.

Af Ole Schou, www.kornbasen.dk, VKST

Gødningsindustrien, som producerer gødning hele året, har et stort behov for at få afsat varerne løbende fra produktionen. Og da der lige nu er rigtig længe til den del af sæsonen, hvor planteavlerne har et forbrug, er det en kæmpe opgave at få afsat de producerede mængder. For det er selvfølgelig langt billigere for fabrikkerne at få køberne til at stå for opbevaring og forrentning af den bundne kapital i varerne. Og hvad kan man så lokke med, for at få køberne til at købe gødningen 8-9 måneder, inden de skal bruge den? Lave priser, selvfølgelig. Man sænker prisen mærkbart i forhold til forårsmarkedet og truer så med, at prisen vil stige løbende frem mod ny sæson.

Det vil sige, at de priser, der fremkommer her i juni måned, skal være virkelig attraktive. Ellers løses opgaven for fabrikkerne ikke, og de skal selv lagerføre gødningen frem til sæsonens start. I sidste sæson oplevede vi et meget kraftigt fald på N-gødningen. F.eks. faldt NS-gødningerne ca. 60-70 kr. pr. hkg, eller op mod 30 procent i et hug. Som altid er det ikke alle forhandlere, der er med på vognen med det samme, men i løbet af efteråret var den gældende N-pris i markedet for NS eller KAS kun ca. 5.50 kr. pr. kg N.

Markedet lige nu

Som nævnt her på siden for halvanden måned siden var der lagt op til et prisfald på N-gødning, og lige nu ser vi næsten en gentagelse af sidste års marked. Der er netop nu priser på NS- og N-gødninger, som er meget tæt på sidste års priser, - dog mangler der endnu et lille nøk. Og som i sidste sæson er det de mindre forhandlere, der fører an i prissætningen. De er åbenbart hurtigere til at agere i markedet og opfange de billige partier fra Polen og Rusland og er måske ikke bundet af så mange aftaler som de større forhandlere. I hvert fald er de første nye lave priser fremkommet hos BMG, Overgård og Ewers.

Der er endnu ikke priser på mange gødninger. Det handler mest om de klassiske NS 27-4 og 27-5 fra Polen, som kan fås i niveauet 153-160 kr. pr. hkg, leveret i bigbags. Niveauet er ganske attraktivt, blot få kroner over sidste års pris, da den var bedst.

Anbefaling

Skal man så handle nu? Ingen kan med sikkerhed vide, om vi igen kommer helt ned på sidste års priser, men vi er ganske tæt på dem nu. Omvendt tyder meget lidt på, at der ligger mærkbare stigninger lige om hjørnet. I vore syd- og vestlige nabolande sælges der N34 til, hvad der svarer til 160 kr. pr. hkg, dvs. ca. 4.65 kr. pr. kg N, og flydende N32 til en N-pris på ca. 4.00 kr. pr. kg. Selvom Yara har meldt ud, at de vil gennemføre stigninger på 2-3 kr. pr. måned, er det jo ikke sikkert. at de kan få dem gennemført i markedet. Måske er konkurrencen så god, at andre fabrikker kan levere til stabile priser langt ud i efteråret.

Og som det ses af grafen på denne side, er de helt basale priser på urea og ammoniak, der jo som bekendt er grundstenen for N-gødninger, stadig i et lavt prisniveau, og i hvert fald ikke på vej opad lige nu.

Min bedste vurdering er derfor, at der ikke sker noget ved at vente lidt endnu. Selvom de bedste priser i markedet faktisk er attraktive lige nu, mangler vi at se, hvad de andre handlende kommer frem med.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle