»Bliv nu enige om krav til dyrevelfærd«

Tysk landbrugstop efterlyser klare og fælles krav fra forbrugere og politikere, så husdyrproducenterne ved, hvilke stalde de skal bygge fremover.

Også i Tyskland oplever man vidt forskellige krav og ønsker til dyrevelfærd fra forskellige forbrugergrupper og politikere. Ligesom herhjemme med flere ’konkurrerende’ dyrevelfærdsmærker fra forskellige myndigheder, organisationer og virksomheder ser tyskerne en fare for, at forbrugerne mister overblikket og heller ikke bemærker, endsige påskønner, de reelle forbedringer af dyrevelfærden, der konstant sker i den europæiske husdyrproduktion.

Derfor lød der en markant efterlysning af en fælles og klar holdning til fremtidens dyrevelfærd ved den internationale husdyrmesse EuroTiers åbning mandag i Hannover.

»Bliv nu enige om kravene til fremtidens dyrevelfærd,« lød det i tre forskellige fra den tyske landbrugsorganisation Deutsche Landwirt-Gesellschafts (DLG) præsident Carl-Albrecht Bartmer, DLG’s administerende direktør Richard Grandke og formanden for de tyske dyrlæger, Siegfried Moder.

Investering binder

»En planteavler kan i princippet bare så en anden afgrøde næste år, hvis kravene ændrer sig. Men når en husdyrproducent opfører en ny stald, er det en investering, der binder ham i 20-30-40 år,« understregede DLG-direktøren.

Han påpegede også, at med klare og fælles krav har ikke kun den enkelte husdyrproducent et grundlag for at investere. Det samme gælder også for den industri, der producerer udstyr og hjælpestoffet til husdyrbruget. Industrien har så at sige sin eksistensberettigelse i netop at omsætte samfundets og kundernes krav i optimale løsninger. Og det klart stærkeste krav lige nu er øget dyrevelfærd. Det er også stærkere end både klima- og miljøkravene.

Mere åbenhed

Ingen af de tre landbrugstopfolk så i øvrigt de store problemer i et stærkt politisk og forbrugermæssigt fokus på dyrevelfærd. For høj dyrevelfærd er alt andet lige også en god forretning for husdyrproducenten, understregede blandt andre dyrlægeformanden.

Den tyske DLG-præsident efterlyste derfor også, at husdyrproducenterne blev bedre til at dele deres data om besætningerne med offentligheden og bedre til at vise dyrene og deres dagligdag frem og afmystificere husdyrproduktionen.

»Vi skal have stalde med vægge af glas. Vi skal kunne følge hverdagen i besætningerne på internettet ved hjælp af webcams. Og vi skal have mange flere åbne landbrug og undervisningslandbrug,« lød hans opfordring.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle