Af Christie Nielsen, markedesanalytiker, Landbrug & Fødevarer
I maj blev der eksporteret 8.689 ton okse- og kalvekød inkl. forarbejdet kød, spiselige biprodukter og talg ud af Danmark.
Den største andel af eksporten bestod af fersk og kølet kød, som i maj udgjorde 69 pct. af eksporten. Omvendt udgjorde talg den mindste andel af eksporten med 0,5 pct. Eksporten af talg er desuden faldet med hele 91,8 pct. i maj måned sammenlignet med sidste år, hvor eksporten af talg i maj løb op i 850 ton. Frosset okse- og kalvekød er derimod steget mest med 20,3 pct. i maj, hvor det nåede op på 899 ton.
I perioden januar til maj var den samlede eksport af okse- og kalvekød 39.409 ton. Det er 1,9 pct. højere end samme periode året før. Ser vi på værdien af eksporten, er den i samme periode steget med 7,3 pct. Her er det især lykkedes at få mere i værdi for saltet, tørret og røget okse- og kalvekød, som mængdemæssigt er faldet i perioden med 3,7 pct., mens værdien er øget med 6,7 pct. til 26,8 mio. kr.
Den samlede eksport af okse- og kalvekød løber op i 1.071,8 mio. kr. Fersk og kølet oksekød udgør som sagt den største andel af eksporten, hvilket også afspejler sig i værdien. Værdien af fersk og kølet kalve- og oksekød er i 2017 741 mio. kr., hvilket er 5,1 pct. højere end samme periode sidste år. Det er således også her lykkedes at få en højere pris for kødet.