Økogrisene vinder på coronakrisen

Udvalgt til weekend: Mens den konventionelle svinepris rasler ned som følge af corona, vinder økonoteringen stille frem.

Modsat stort set alle andre varer virker økogrisene lige nu til at vinde prismæssigt på coronapandemien.

For mens de konventionelle slagtesvin har fået et eftertrykkeligt gok med kødøksen på 1,7 kroner pr. kilo på bare ni uger, er økonoteringen ikke bare fastholdt, men ligefrem steget, siden statsminister Mette Frederiksen i starten af marts lukkede Danmark.

40 øre ekstra pr. kilo lyder Frilands økonotering nu på - og runder en samlet pris på 21,45 kroner pr. kilo.

Dermed har Friland i sit økotillæg mere end kunnet opveje faldet i basisnoteringen.

Forbrugere vælger øko

Som LandbrugsAvisen skrev for to uger siden, melder Coop om stigende salg af økologiske varer.

"Hele vores salg af fødevarer er under coronakrisen steget med i alt fald 8-10 procent, men væksten på økologi overgår det. Lige nu vokser økologien mere, end vi har set i de sidste tre år", udtalte CSR-direktør Thomas Roland fra detailgiganten, der tæller Brugsen, Fakta, Kvickly samt Irma.

Denne uge bekræftede Salling Group også tendensen. I Føtex, Bilka og Netto er salget af økologi også steget, mens forbrugerne har været hjemsendt for at begrænse coronaens spredning.

Friland: Skyldes eksport

Ifølge den nye direktør for Friland, Claus Hein, skal supermarkederne herhjemme dog ikke tage hele æren.

"Det er glædeligt, hvordan salget af økologiske fødevarer i Danmark stiger i øjeblikket. Vi har haft en stabil afsætning gennem nedlukningen, og vi er glade for at vores kunder, støtter op om vores produkter i denne tid", udtaler han i en skriftlig kommentar.

"Grunden til stigningen på økotillægget skal dog også findes på eksportmarkederne, hvor vi oplever stor interesse for vores økologiske produkter", siger Claus Hein.

Endnu er der dog et skridt op mod en såkaldt bæredygtig afregning til leverandørerne.

Ifølge økokonsulenter skal afregningen ligge på mindst 23-24 kroner pr. kilo, hvis producenterne skal holde skindet på næsen og undgå at tab.

I efteråret lå noteringen for alvor underdrejet med et niveau på under 20 kroner pr. kilo.

Faktaboks

Pandemi og priser:

  • I uge 10 lå økoprisen hos Friland på 21,05 kr. pr. kilo. For den kommende uge, uge 19, vil den være 21,45.
  • Frilandsgrisene er faldet i notering. Fra 16,70 - et rekordhøjt niveau i slut februar, til nu 15,55 kr. pr. kilo.
  • I uge 10 lå den konventionelle slagtesvinepris på 14,3 kr. pr. kilo. For uge 19 vil den være reduceret til 12,6. 
  • Faldet på 1,7 kr. pr. kilo svarer til et fald på over 150 kr. pr. slagtesvin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle