DF: Vækstudspil bør ikke stå alene

Godt udspil fra Sass Larsen, men det bør kombineres med VKO’s forslag om bedre rammevilkår for landbruget, mener René Christensen, Dansk Folkeparti.

Der er ros til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens nye krisepakke til landbruget fra René Christensen, fødevareordfører for Dansk Folkeparti.

Han ærgrer sig dog over, at regeringen ikke har satset på en bred, politisk aftale, der inddrager VKOs egen plan for landbruget.

Og han kalder det samtidig »forvirrende«, at Sass Larsens vækstinitiativer løbende modvirkes af andre ministre: fødevareminister Dan Jørgensen og miljøminister Kirsten Brosbøl.

Giver og tager

»Vi synes, det er positivt med den nye finansieringfond, og vi tror på, der er en stort og reelt potentiale for, at banker og andre aktører vil være med til at sikre fonden volumen. Det er godt og flugter fint med VKO’s egen landbrugsplan. Desværre er sagen jo, at regeringen med den anden hånd forringer landbrugets vilkår igen og igen. « siger René Christensen.

»Sagen er  jo, at hvis rammevilkårene for at vækste ikke er på plads, så er der ingen, der vil investere, og så kommer man jo ingen vegne.«

»Minusdagsorden«

»Det sidste, der er sket er, at regeringen fastholder, at dansk landbrug skal levere 24 pct. i ammoniakreduktion, hvor andre EU-lande har meldt i gennemsnit 6 pct. ud,« siger René Christensen.

Han nævner også miljøministerens gødskningsforbud på § 3-arealer som et eksempel på, at regeringen hæmmer landbrugets muligheder for at vækste.

»Det er meget ærgerligt, vi har haft en fødevare- og en miljøminister, som fra dag ét har kørt med en minus-dagorden i stedet for at se på, hvordan vi øger vækst og produktion i landbruget i samklang med natur og miljø.«

Søg bred aftale

René Christensen opfordrer derfor regeringen til at indlede forhandlinger med VKO om en bred aftale, der kombinerer regeringens nye finansieringspakke til landbruget med VKO’s egen fødevare- og landbrugspakke i 16 punkter, som bl.a. lægger op til en hurtig udfasning af reducerede gødskningsnormer.

»Hvis vi fik en bred aftale om landbruget, så ville aftalen stå langt stærkere efter valget. Det ville styrke pensionsselskaber og andres interesse i at skyde kapital ind,« siger René Christensn.

Emneord

finansiering , politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle