Østeuropæere vil have danske handyrpræmier

Handyrpræmierne er i fare, når EU reformerer landbrugspolitikken fra 2014.

Støtten til danske kvægproducenter er under hårdt pres. Det slog Martin Hestbech, konsulent ved Videncentret for Landbrug, Kvæg, fast i sit indlæg på kvægkongressen mandag eftermiddag.

Handyrpræmien er under pres allerede fra 2012, hvor den delvist bliver afkoblet. Og når hele EU's landbrugspolitik skal revideres med virkning fra 2014, kan støtten komme yderligere under pres.

"Det kan virke meget langt fra dagligdagen, men fakta er, at Danmark er et af de lande i EU, der har den højeste støtte pr. hektar, og det er kvægbrugerne der får mest," siger han.

De nye medlemslande i Østeuropa får langt mindre i landbrugsstøtte, og de finder forskelsbehandlingen urimelig og kæmper ifølge Hestbech for at få mere i støtte og for, at man får samme støtte i nye og gamle medlemslande.

Budget under pres

Dertil kommer, at landbruget fylder meget i EU's samlede budget, og derfor er der pres for at flytte penge fra landbrugsbudgettet til andre områder.

Støtten til kvægbruget reduceres allerede kraftigt i årene inden reformen, fordi en stor del af kvægtillægget omlægges til permanent græs.

"Derfor kan det blive endnu mere smertefuldt, hvis støtten reduceres yderligere," siger han.

Martin Hestbech påpeger dog også, at der er stærke kræfter i EU, der arbejder mod, at økonomien i landbrugsproduktionen undergraves.

"Derfor skal vi nok forvente os ændringer fra 2014, men næppe i et omfang, hvor landbrugsstøtten reduceres kraftigt på kort tid," siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle