22-årig dansk landmand fortsætter på farm i New Zealand, selvom landet er lukket ned

22-årige Rebekka Mikkelsen er uddannet produktionsleder og efterhånden godt berejst i verden. Lige nu arbejder hun på en farm i New Zealand, der har lukket samfundet helt ned.

Hverdagen på den New Zealandske farm med 1400 hektar med planteavlsbrug og 1500 malkekøer er for danske Rebekka Mikkelsen nogenlunde som den plejer. Markerne skal passes, og i øjeblikket er der travlt med at så græs, kløver og korn.

Og alligevel er ingenting som det plejer.

For den sidste måned har New Zealand, ligesom resten af verden, været lukket ned på grund af coronavirussen. Det har medførst at alle medarbejderne på farmen, og også 22-årige Rebekka Mikkelsen, der har arbejdet på farmen siden januar og befandt sig i landet, da coronavirussen ramte, har fået et nyt regelsæt at leve efter.

"Vi har været lukket ned i en måneds tid, hvor kun supermarkeder og apoteker har været åbne. Landmænd må gerne arbejde, så vi fortsætter også her på gården, og får heldigvis stadig hentet vores mælk hver dag. Men selvfølgelig er der kommet nogle specielle regler, vi skal overholde. Jeg bor sammen med en anden udvekslingsstuderende, og vi har fået tildelt maskiner, som vi skal bruge, og som ikke må bruges af vores andre kollegaer", fortæller Rebekka Mikkelsen over en telefonlinje fra New Zealand.

Tager aflyste fly med ro

Blandt andet har de også indført, at alle skal holde to meters afstand på gården, og at de skal bruge handsker, hver gang de rører noget, som andre medarbejdere også kommer i kontakt med.

Derudover skal de bruge håndsprit og desinficerende væske til at rengøre traktorer og andet med.

Rebekka Mikkelsen har ikke haft problemer med aflyste fly og lukkede grænser, men det har ikke været helt uden bekymring, at området blev lukket ned.

"Jeg har efterhånden vænnet mig til at være hjemmefra, og jeg har været heldig at ingen i min familie har været påvirket endnu, så jeg har ikke haft hast med at komme hjem og tager det roligt. Men i det her område er der mange udvekslingstuderende, som havde problemer med at komme hjem, da alt blev lukket og fly blev aflyst", siger Rebekka Mikkelsen.

Godt berejst 

Rebekka Mikkelsen er født og opvokset ved Vejle og uddannet produktionsleder fra Bygholm Landbrugsskole. Når hun til juli har en flybillet hjem til Danmark, som forhåbentlig kan indløses til den tid, vender hun hjem fra sin femte rejse med arbejde i udlandet.

I løbet af sin uddannelse var hun tre måneder i Irland på en kvæggård med British Friesian. Derefter gik turen af to omgange til Canada og en gård med både markbrug og kødkvæg.

Sidste år i marts gik turen til Australien og 2500 hektar og opfedning af kvæg og lam og fåreavl, og i januar i år videre til New Zealand til en større gård på sydøen ca. en time syd for Chirstchurch.

"Jeg ved, at jeg højest sandsynlig kommer til at bo i Danmark resten af mit liv, så det er sjovt at opleve noget forskellige, mens jeg er ung, har tid og ingen forpligtelser", siger Rebekka Mikkelsen.

"Jeg synes, det er spændende at opleve noget af alt det, der ikke nødvendigvis sker i Danmark eller fungerer på samme måde. Jeg ville gerne ud at besøge nogle af alle de steder, som ikke ret mange andre tager til for at arbejde på landbrug", siger hun som begrundelse for sine første valg af Irland og Canada.

Gården, hun arbejder på nu, er ejet og drevet af tre brødre og er gået i arv fra forældrene. Stald og kvæg er ejet af gården, men pasningen af dyrene udliciteret til et andet firma.

De ansatte koncentrerer sig derfor om de 1400 hektar, hvoraf de 600 hektar er avl af græsfrø, og resten avl af frø af spinat, rødbeder, kløver, olieræddiker, ærter og gulerødder. Derudover tæller markplanen også kål og majs til foder.

Emneord

coronavirus

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle