25 procent af frugthøsten er tabt

Op mod en fjerdedel af landets æble- og pærehøst kan være tabt efter frost.

Mange af landets æble- og pæreavlere kæmper for tiden med konsekvenserne af skader fra årets sene og hårde frost, forklarer rådgivningsleder ved HortiAdvice, Thomas Skovgaard Lund.

»Det at vi havde hård frost flere dage så sent som maj betyder, at blomsterne blev ødelagt under bestøvning. Så falder de af og visner, og det koster«, siger rådgivningslederen.

Han bakkes op af Jan Jager, der er formand for Æble/pære Klubben, der organiserer 80 avlere, der tilsammen står for 95 pct. af den danske produktion.

En fjerdedel er ude

Jan Jager driver selv Kærsbo Plantage ved Nr. Broby på Fyn. Han ser et broget danmarkskort, hvor alle er ramt, men med store forskelle.

»De, der ligger inde i landet, er hårdest ramt med omkring 20 pct. avl tilbage. De, der er hårdest ramt ved kysterne, er omkring 55-60 pct., mens de resterende vil være mellem 85 pct. og fuld høst«, vurderer Jan Jager ud fra de meldinger, han hører som formand. Selv har han 15 pct. avl tilbage. På baggrund af det, vurderer han, at udbyttet på landsplan falder med en fjerdedel.

På tværs af sorter

Da frosten også er kommet sent og har varet længe, er de sent blomstrende sorter heller ikke gået fri, forklarer Jan Jager.

»Discovery og Aroma har klaret sig nogenlunde, men det svinger med blomstringstid og fra sted til sted. Du kan godt have 20 pæne træer, men så have en lavning, hvor frosten ikke har kunnet komme væk. Så er træerne i lavningen ramt hårdt«, siger han.

»I den anden ende er Jonagold, Elstar og Inger Marie hårdest ramt«.

En anden del af forklaringen på, hvordan frosten har kunnet ramme så hårdt og bredt, skal også findes i sidste års tørke, siger Jan Jager.

»Sidste år havde vi en god høst, men på grund af tørken kunne træerne ikke producere knopper, der var stærke nok til at klare frost«.

Normalt kan træerne klare én til halvanden grads frost i kort tid, men da frosten mange steder har været seks grader og nogle steder helt ned til ni, har der intet været at gøre. Og grundet de svage knopper har de steder med mildere frost også haft svært ved at stå imod.

Faktaboks

Æbler og pærer

  • Cirka 1.300 hektar æbletræer.
  • Stabil årsproduktion mellem 25-30.000 ton.
  • Cirka 300 hektar pæretræer.
  • Årsproduktion på 5.000 ton i 2017.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle