Nuværende besøgsfrekvens i svinebesætninger er fuldt forsvarlig

Chefdyrlæge hos Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste (LVK) Claus Heisel mener ikke, at færre dyrlægebesøg betyder øget fare for fejlbehandling eller for resistensudvikling. Dermed går han mod både fødevareministeren og formanden for svinedyrlægerne.

For halvandet år siden blev det muligt at gå fra 12 til ni eller seks årlige dyrlægebesøg i svinebesætninger, men næsten alle større sohold fortsætter med 12 årlige besøg. Det siger chefdyrlæge Claus Heisel, Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste (LVK). Derimod har de lidt mindre sohold nu typisk ni årlige besøg og slagtesvinebesætninger ofte seks årlige besøg.

"Jeg synes, den nuværende besøgsfrekvens er udtryk for et ganske fornuftigt niveau, hvor vi kan nå omkring alle relevante problemstillinger i besætningen, uden at dyrlægeomkostningen bliver for stor for mindre besætninger," siger Claus Heisel.

Tidligere på ugen sagde fødevareminister Mette Gjerskov (S) til Politiken, at hun vil stramme reglerne for brug af antibiotika for at reducere risikoen for, at resistente bakterier kan udvikle sig til en trussel for mennesker.

Hun blev bakket op af formanden for svinedyrlægerne, Kristian Viekilde, der foreslog, at alle svinebesætninger skulle have dyrlæge besøg cirka hver fjerde uge.

"Det vil bedre kunne sikre, at landmændene bruger den rigtige antibiotika på det rigtige tidspunkt," sagde Kristian Viekilde.

Men Claus Heisel mener ikke, at de lidt færre besøg har betydet en stigning i forbruget eller i antallet af fejlbehandlinger.

"Om man ændrer fra 12 til ni årlige besøg betyder ikke noget for, hvordan man bruger medicinen," understreger chefdyrlægen.

Hvis man ville gøre noget ekstra for at øge sikkerheden, kunne man ifølge Claus Heisel sætte mere ind på at uddanne og instruere nye ansatte i besætningerne omkring medicinhåndtering og resistensproblematikken.

Indhold

Heller ikke formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen, mener, der er en sammenhæng mellem medicinforbrug og antallet af dyrlægebesøg.

"Jeg vil langt hellere diskutere indholdet og kvaliteten af besøgene, fremfor antallet af besøg," siger Lindhart B. Nielsen. Han peger på, at en mindre slagtesvinebesætning uden store sundhedsmæssige problemer ikke nødvendigvis har behov for dyrlægebesøg hver måned.

Formanden hæfter sig desuden ved, at medicinforbruget og dødeligheden er faldet i den periode, hvor besøgsfrekvensen har været mere fri.

"Det tyder på, at der er kommet mere fagligt indhold i de gennemførte besøg," noterer Lindhart B. Nielsen.

LADS

Hos Danske Svineproducenter viser en undersøgelse i denne uge blandt 163 medlemmer, at to tredjedele af sobesætningerne fortsat har 12 årlige besøg. Blandt slagtesvineproducenterne har halvdelen færre besøg.

"Udgiften til dyrlægen er uændret, så besøgene er blevet lidt længere," siger formanden, Henrik Mortensen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle