Dansk forsker tæt på vaccine mod para-TB

Halvandet års test med vaccine mod den meget tabsgivende sygdom paratuberkulose hos køer er så lovende, at Danmarks Tekniske Universitet har søgt verdenspatent.

»Hvis det, vi har oplevet i vores forsøg, holder, har vi et værktøj, der kan udrydde paratuberkulose hos køer.«

Professor på Danmarks Tekniske Universitet, veterinærinsituttet Gregers Jungersen har lige nu svært ved at få armene ned, efter at DTU i halvandet år med succes har testet en vaccine mod paratuberkulose hos kvæg.

Paratuberkulose menes at være årsag til et fald i ydelsen på 10 procent hos køer, der er smittede men ikke syge og endnu mere hos syge køer.

Desuden mener nogle forskere, at der er en sammenhæng mellem paratuberkulose hos køer og tarmsygdommen Crohns Syndrom hos mennesker

»Vi skal nu gennemføre yderligere tests, men falder de ud, som vi venter det, vil vi have udviklet en vaccine, som får stor betydning i alle landbrug i de udviklede lande,« fortsætter Gregers Jungersen.

Det vil dog vare mellem to og fem år før vaccinen kan sendes på markedet.

Ødelægger ikke noget

Vaccinen adskiller sig fra andre vacciner ved at styrke dyrets immun-forsvar mod nogle enkelte proteiner.

Samtidig giver den ikke restriktioner ved eksport af levende dyr, som andre vacciner mod paratuberkulose ofte gør fordi den ikke giver reaktioner ved de tests, som laves på dyrene før eksport eller som anvendes i Operation paratuberkulose.

Forsøg skal gentages

Inden DTU kan indlede samarbejde med et medicinalfirma om produktion og markedsføring af vaccinen, skal der gennemføres flere forsøg.

»Vi har statistisk signifikant færre bakterier i tarmen hos de kalve, der er vaccineret end hos dem, der ikke er det. Men indtil videre er vaccinen kun afprøvet på en lille gruppe kalve. Nu skal forsøget gentages hvorefter det eventuelt skal afprøves i større skala,« siger Gregers Jungersen.

Det er dog også muligt at DTU og en eventuel samarbejdspartner vil søge tilladelse til at markedsføre vaccinen uden test i stor skala. Så vil den kunne markedsføres om få år.

Både for mælkeproducenter og DTU er perspektiverne store. Landmændene får mulighed for i løbet af få generationer at gøre op med kvægsygdomen, der koster erhvervet enorme beløb, og DTU kan se frem til indtægter fra dem, der skal markedsføre vaccinen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle