Analytikere: Prisen på sojaskrå nærmer sig den laveste i 1,5 år

Frygt for overudbud presser sojaskrå mod laveste niveau i halvandet år, og sukkergiganten Suedzucker er kommet med regnskab.

Sojakomplekset kom igen i går under pres forud for fredagens kvartalsvise lagerstatus på de amerikanske afgrøder fra USDA.

Det er således frygten for overudbud, der fylder mest hos markedsdeltagerne, og knap så meget de ugunstige vejrforhold i USA. Priserne på sojaskrå nærmer sig det laveste niveau i halvandet år, og der skal en gedigen overraskelse til på fredag for at vi ser en vending i den negative stemning, der hviler over sojakomplekset.

Det skriver Jyske Markets i torsdagens afgrødekommentar.

En anden trigger for priserne kunne også være forhandlingerne mellem USA og Kina, som går i gang i dag, torsdag, når topforhandlere fra begge parter mødes i Beijing. Det er utvivlsomt også det, der ligger den største hånd over sojakomplekset i en tid, hvor svinepest med mere prøver at trække billedet i en anden retning.

Sukkergigant straffet på børsen

Værd at bemærke er også, at den største sukkerproducent i Europa, Südzucker, med en årlig produktion på knap 6 mio. tons, er kommet med sit regnskab.

For selvom regnskab er i overensstemmelse med analytikernes forventninger, så blev den tyske sukkergigant straffet på børsen og faldt med godt 11 procent.

Südzucker har hovedkvarter i Mannheim i Tyskland, og de tyske landmænd ejer mere end halvdelen af selskabet, der er en af de store konkurrenter for det ligeledes tyske Nordzucker, som danske sukkerroedyrkere har kontrakt med.

Faldet skal ses i lyset af en markant nedjustering af forventningerne til indtjeningen i 2020. Med et sukkermarked som stadigvæk er præget af et markant overudbud, forventer virksomheden således også stor usikkerhed omkring den fremtidige indtjening i virksomhedens sukkerdivision.

Lukker fem fabrikker i vigende marked

Selvom virksomheden allerede har mindsket sine sukkerroearealer med 5 - 10 procent, er man stadigvæk nødsaget til at iværksætte et omfattende spareprogram med blandt andet nedlukning af fem fabrikker som konsekvens af et vigende marked.

Dette kommer også på trods af, at man har set sukkerprisen fortsætte sin stigning i det nye år. Til dato er sukkerprisen steget i omegnen af 6 procent, mens det nærmer sig en stigning på 15 procent fra bunden tilbage i september 2018.

Analytikerne vurderer, at der formentlig skal en større koordineret indsats på udbudssiden til fra de store europæiske aktører, førend man for alvor kommer til at se en positiv afsmitning på priserne fra europæisk hånd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle