Anne Arhnung: Vi har været for dårlige til at fortælle om klima og bæredygtighed

Landbruget har været for dårlige til at fortælle omverdenen, hvor meget man forsker og udvikler i den grønne omstilling, mener L&F-direktør.

Mere konkret forskning, mere kredit for de klimatiltag, landbruget gør, og så penge til at få gang i jordfordelinngen.

Det er groft sagt L&F-direktør Anne Arhnungs tre ønsker, hvis hun fik lov at komme i audiens hos forhandlingsleder Mette Frederiksen (S), der i disse dage forsøger at sammensætte et regeringsgrundlag.

Ønskerne kom i en samtale mellem direktøren og så formand i den grønne tænketank Concito, Connie Hedegaard ved fejringen af Landbrugsraadets 100-års jubilæum på Axelborg. 

Du spørger blandt andet efter flere penge. Men hvad kan I egentlig selv gøre?«, lød det opfølgende spørgsmål fra Connie Hedegaard.

"Vi kan blandt andet bidrage med forskning og innovation. Det har vi allerede gjort i Seges i snart 20 år - vi har bare været for dårlige til at fortælle omverdenen, at den forskning handler om klima og bæredygtighed", svarede Anne Arhnung.

Undervejs bragte Connie Hedegaard selv blandt andet klimaregnskaber og en mere klimarettet landbrugsstøtte i spil som måder for landbruget at bidrage mere til den grønne omstilling.

Arhnung var ikke afvisende overfor nogle af delene og understregede endda, at hun tror på klimaregnskaber for de enkelte bedrifter, som et vigtig fremtidigt tiltag i den grønne omstilling.

Den største udfordring

I debatten kom Connie Hedegaard og Anne Arhnung ind på klimamål, hvor førstnævnte startede med at rose L&F’s vision om at blive klimaneutral i 2050. Men netop klimamål er en af L&F-direktørens største bekymringer, afslørede hun.

"Den største udfordring for os er, hvis samfundet sætter så ambitiøse mål, at det står i vejen for forskning og udvikling. Vi skal kunne blive ved med at tale sammen om løsningerne, for ellers tror jeg, at vi taber", sagde Anne Arhnung.

Herefter ville Connie Hedegaard vide, om Arhnung mener, at landbruget har været godt nok med til at tænke fødevarefremstilling på nye måder.

"Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det der med en bøf, der er fremstillet i laboratorie, har vi skubbet lidt fra os. Men vi kan risikere at blive overhalet indenom, selvom kunstigt så mangler f.eks. noget naturlighed, som mange godt kan lide".
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle