Arla fjerner 74 mio. skruelåg fra økomælken

Slut med plastikken og det nemme låg. Arlas økomælk herhjemme dropper skruelågene.

Snart er det slut med skruelåget af plastik på Arlas økologiske mælk. Fra om to uger forsvinder skruelågene nemlig på al den økologiske mælk herhjemme, oplyser Arla i en pressemeddelelse.

Tiltaget sker for at mindske CO2-aftrykket fra de 74 mio. årlige kartoner, der bruges i produktionen. Alene plastik-skruelåget udgør 30 procent af det samlede klima-aftryk fra kartonen - ikke fra den samlede produktion af mælken.

I alt løber udledningen fra de ellers praktiske skruelåg op i 740 ton CO2 hvert år, har Arla beregnet.

”Vi ved, at danskerne har en forkærlighed for skruelåget, men som Danmarks største fødevareproducent er det vores ansvar løbende at optimere vores produkter, så de går i spænd med både hverdagspraktik og den grønne dagsorden”, udtaler Helle Müller Petersen, landedirektør for Arla i Danmark om beslutningen.

Skruelågene gjorde deres indtog for under ti år siden og har både været populære og udskældte. Arla har løbende forsøgt sig med indsamlingsordninger til genanvendelse af plastiklågene og tiltag om at bruge lågene til leg. Nu reducerer man altså brugen.

I første omgang er det kun Arlas økologiske varianter, der vender tilbage til den gamle lukning, mens Arla24-mælken indtil videre beholder sit skruelåg, melder mejerikoncernen.

Også andre mejerier i verden har droppet skruelåget og er vendt tilbage til den "gammeldags" og velkendte karton med henvisning til reduktionsmålene.

Arla har som mål at reducere sin udledning med 30 procent inden 2030 - set i forhold til niveauet for 1990. Seneste tal viser, at Arla nu har reduceret med 24 procent. Målet er at være helt CO2-neutral i 2050.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle