Arla mælkepris: Pulverpriser nu på højeste niveau i 5 år

Arlas mælkepris ligger fortsat stille. Men mejeriet melder om gode vilkår på en del varer.

Arlas acontopris på både konventionel og økologisk mælk fortsætter med at "spille død" og ligge stille.

Det melder mejeriet i sin månedlige opdatering.

Langt de fleste danske andelshavere vil dermed som højeste niveau kunne hjembringe en mælkepris på 241,35 øre/kg for februar måned, hvis de vel at mærke har højeste kvalitet. Det er mælkeprisen inklusive Arlagården plus, men uden GMO-tillæg, som kun de færreste mælkeproducenter kan modtage.

Også økoprisen fastholdes, efter sidste måneds fald på en eurocent. Det betyder 316,9 øre/kg for førsteklasses kvalitet og alle tillæg.

Arla melder i sin markedsberetning, at priserne på mælkepulver, herunder det vigtige skummetmælks- og sødsmælkspulver nu viser gode takter og handles på højeste priser i fem år.

Det skal ses i lyset af det meget omtalte og i mælkekredse udskælte interventionslager fra EU, der i flere år lagde en dæmper på pulverpriserne på verdensplan.

14. måned i træk med stabilitet

Arla starter selv med at forklare, hvorfor priserne har været så usædvanlig rolige. Faktisk er det nu 14. måned i træk, at den konventionelle pris ligger på samme niveau.

"Den globale mælkeproduktion forventes at lukke 2019 med en vækst på ca. 1 %, hvilket afspejler den stabilitet, vi har oplevet i løbet af året", skriver mejeriselskabet.

Væksten i den europæiske produktion for oktober var 0,4 % med forventninger om en lignende vækst i november. I New Zealand steg mælkeproduktionen en smule med 0.3 %, men tørken i nogle områder kan begrænse yderligere vækst, når sæsonen går på hæld.

Den amerikanske mælkeproduktion fortsatte med at stige med en vækst på 0,5 % i november.  Nu vender alle blikket mod foråret i Europa og den indvirkning, det får på at bringe mælkemængderne op igen.

Pulverpriser igen i stærk prissætning

Den positive tendens for mælkepulverpriserne fortsatte ind i det nye år, hvor WMP (sødmælkspulver, red.) blev stimuleret af små lagre og høj efterspørgsel. Dette medførte, at de kinesiske købere hurtigt kom tilbage på markedet.

SMP (skummetmælkspulver) fortsætter den stærke prissætning med de højeste niveauer i 5 år, hvor størstedelen af markedet tror på, at denne tendens vil fortsætte et stykke ind i 2020. 

Med en attraktiv pris for SMP/smør vil vi sandsynligvis se, at mælken adskilles fra osteproduktionen, hvilket igen vil stimulere dette marked.

Forventning om begrænset udbud af ost

Markedet for gul ost har været roligt gennem juleperioden, og mens prisen kæmper for at forblive over den psykologisk vigtige prisbarriere på €3,00/kg, holder priserne sig stabilt for denne tid på året.

Samtidig med at mælken formentlig bevæger sig mod mere attraktive fortjenester inden for andre mejeriprodukter, er forventningerne, at markedsudbuddet forbliver begrænset i hele januar. 

Mozzarella har også holdt et stabilt niveau, men vi begynder at se tegn på faldende priser på markedet som reaktion på den øgede produktionskapacitet i Europa. Priserne falder til samme niveau som gul ost, men da mozzarellaen giver et bedre udbytte, er afkastet stadig attraktivt.

Ligesom det gælder for ost, holder de europæiske smørpriser sig stabile, hvilket er usædvanligt for perioden efter jul, samtidig med at priserne på fløde begynder at stige efter den stille periode efter jul. 

NZ-priserne er nu faldet til europæiske niveauer, hvilket gør, at Europa ikke længere er den billigste indkøbskilde i verden.  På trods af dette er eksporten dog stadig god.

Balancen mellem udbud og efterspørgsel på alle europæiske markeder forbliver under pres og fremkalder usikkerhed i markederne. 

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle