ASF-ramt landbrug får tocifret millionbeløb i forsikring

Idavang i Rusland får millionerstatning udbetalt af forsikring efter udbrud af afrikansk svinepest. Arbejdet med af få produktionen i gang er begyndt, fortæller medejer af besætningen.

Den danskejede landbrugskoncern Idavang har modtaget en forsikringsudbetaling på 539 millioner rubler (6,5 millioner euro eller svarende til knap 50 mio. kr), efter der udbrød afrikansk svinepest på en russisk svinefarm i september i år.

Udbetalingen dækker alle værditab ved udgangen af september samt rengøringsudgifter af farmen Ostrov. Udbruddet betød, at alle de daværende 53.000 grise på gården skulle slås ned.

”Forsikringen dækker vores tab meget pænt. Besætningsværdien var høj, da udbruddet skete, fordi der var gode priser i Rusland på det tidspunkt”, siger bestyrelsesmedlem og medejer af Idavang Jytte Rosenmaj til landbrugsavisen.dk.

I sin rapport for tredje kvartal skriver Idavang, at ASF-udbruddet gav en negativ indvirkning på kvartalsresultatet på 518.000 euro på grund af et foderlager, der måtte skrottes efter ordre fra myndighederne og ikke var dækket af forsikringen. 

Prøveproduktion er i gang

Ifølge Jytte Rosenmaj er Ostrov-farmens produktion i gang med at starte op – under opsyn af myndighederne. 

”Vi har fået foreløbig godkendelse, hvor vi kan køre en mindre prøveproduktion først. Inden vi kan blive endeligt godkendt forventer vi, at der går 10-12 måneder, altså omkring et helt omsætningsår,” siger hun. 
Ostrov er en full-line svineproduktion, så udbruddet har ikke forstyrret den øvrige drift af Idavangs russiske aktiviteter.

Normalt er der ifølge Jytte Rosenmaj 3500 søer på Ostrov, som producerer omkring 100.000 slagtesvin om året. I alt producerer Idavang 800.000 slagtesvin årligt på sine farme i Litauen og Rusland.

Farmen stod for 14 procent af Idavangs årlige produktion og 30 procent af Idavangs samlede EBITDA i første halvdel af 2021.

Det var en højere dødelighed blandt søerne, der i første omgang fik Idavang til at slå alarm. Idavang har tidligere været ramt af ASF to gange - begge gange dog i Litauen.

Faktaboks

IDAVANG

  • Med en produktion på 55.000 ton kød er Idavang den største griseproducent i Litauen med en markedsandel på 31 procent.
  • I det nordvestlige Rusland har Idavang med en produktion af 36.000 ton kød årligt været den anden største producent af grisekød.
  • I alt dyrker Idavang 9.000 hektar landbrugsjord og opdrætter mere end 800.000 grise årligt.

Emneord

afrikansk svinepest

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle