Medejer af ASF-ramt landbrug: Det er meget hårdt for medarbejderne

Stor grisebesætning i Rusland skal nu aflives på grund af afrikansk svinepest. Det er en meget hård proces for de involverede, fortæller medejer af besætningen Jytte Rosenmaj.

Det er en mentalt ekstremt hård omgang at skulle aflive en hel svinebesætning efter fund af afrikansk svinepest.

Det ved man hos Idavang, der har prøvet det to gange før, og nu igen er ramt. 

I alt skal 53.000 grise aflives på en russisk farm ejet af Idavang.

"Lige nu koncentrerer vi os fuldt ud om den indsats, der skal ske lokalt, hvilket blandt andet består i, at vi skal have aflivet besætningen", siger bestyrelsesmedlem og medejer af Idavang Jytte Rosenmaj og fortsætter:

"Det er en hård proces mentalt for de medarbejdere, der er involveret, og det er vi meget bevidste om. Der venter en lang og hård proces, og lige nu er vi lidt frustrerede og triste".

har skruet op for biosikkerhed

Mens Idavang som nævnt har været ramt før, så har det begge gange været i Litauen. 

Jytte Rosenmaj fortæller, at man godt vidste, at der var afrikansk svinepest i det område i Rusland, hvor den danskejede farm ligger, og derfor var beredskabet skruet ekstra op.

"Vi har været meget opmærksomme henover sommeren og har gennem flere år kun skruet op for det, vi kalder biosikkerheden. Derfor er det også frustrerende, at vi ikke kan finde den umiddelbare årsag", siger hun og fortsætter:

"Især fordi det efterhånden er absurd, hvad vi gør. Der bliver renset negle, inden medarbejderne kommer ind i stalden og så videre. Men der kan jo ske fejl".

rengøring på vatpinde-niveau

Konsekvenserne på den korte bane er, at farmen skal saneres, hvorefter der skal en grundig rengøring i gang.

"Vi snakker vatpindeniveau og højtryksrensning af alt", siger Jytte Rosenmaj, der fortæller, at der kan gå mellem et halvt og et helt år, før der kan komme grise i staldene igen.

Hvad de økonomiske konsekvenser bliver, er endnu uvist.

"Vi har forsikring på værdien af besætningen, men der kommer et drifttab, som vi ikke har gjort op endnu. Meget afhænger selvfølgelig også af, hvornår vi kan få besætningen ind igen", siger Jytte Rosenmaj.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle