»Tænk på din jord som kubikmeter og ikke kvadratmeter«

Med en velbesøgt workshop omkring EU-projektet Recare øger Aarhus Universitet fokus på jordpakning. Nu skal der udvikles metoder til at undgå eller udbedre skader, men det er en lang proces.

Jordpakning er en af flere trusler mod jordens kvalitet, og nu er det på tide at gå i dybden med emnet. Det mener man i EU Kommissionen, som støtter det såkaldte Recare-projekt, der i sidste uge blev meget konkret med den første af fire workshops om emnet på Aarhus Universitets lokaliteter i Aarslev på Fyn, hvor man i forvejen sammen med Seges foretager landsforsøg med jordpakning.

Formålet med Recare-projektet er at udvikle metoder til at forebygge eller udbedre skader på den dyrkede jord. Skaderne i forbindelse med jordpakning kan tage årtier at rette op - hvis de da ikke ligefrem er permanente, og det går hårdt ud over udbyttet på markerne. Og her kommer dagens effektive men tunge maskiner med et hårdt fodaftryk ind i billedet.

»Ja, pyt med at man ødelægger jorden, hvis bare man har en traktor, der er større end naboens,« lød det lakonisk fra en deltager under den bredt sammensatte danske workshop, mens forsker på Aarhus Universitet Per Schjønning præciserede:

»Vi skal derhen, hvor landmanden ikke længere taler om hektar eller kvadratmeter, men at man har ansvaret for så og så mange kubikmeter. De maskintyper, vi bruger i dag, presser jorden sammen, og skaderne findes stadig efter op mod 30 år, hvis ikke permanente. Jorden kan ikke bare svinge tilbage til normal tilstand, så det er på tide, at vi standser op og tænker over, hvad vi gør,« sagde Per Schjønning, der sammenlignede en naturlig underjord med en svamp, som kan optage vand og næringsstoffer.

Gode anbefalinger

»Pakning af jorden betyder både forringet roddybde og reduceret udbytte men også mindre dyrkningssikkerhed, ligesom jorden bliver senere tjenlig til bearbejdning. Vand kan ikke trænge ned i den pakkede jord, og jorden kan heller ikke længere virke som et filter,« lød det fra forskeren.

Foreløbig er der visse anbefalinger at holde sig til, nemlig at køre på gode, brede dæk med lavt dæktryk, moderat hjullast - under fire ton med et bredt dæk på våd og fugtig jord - færrest mulige overkørsler, og endelig at vente med at køre til jorden er stærk nok. Som vejledning er det oplagt at bruge det internetbaserede program, Terranimo, som giver nyttig viden om tunge maskiners påvirkning af jorden.

Under landsforsøgene med jordpakning i Aarslev foretages forsøg med mange overkørsler med tunge gyllevogne. Konsekvenserne er bl.a. dværgvækst og markante udbyttetab, ligesom jordpakningen giver færre mulige arbejdsdage, da vandet ikke kommer væk.

På vej mod ny viden

I projektet deltager 18 lande og 27 institutioner, og i alt vil der blive foretaget 17 casestudier, herunder det danske projekt om jordpakning, hvor Aarhus Universitet og Kongskilde Industries deltager. I Danmark holdes fire workshops frem mod 2018, ligesom der i tiden derimellem forskes på livet løs. Formålet er at give EU Kommissionen ny viden, så man har et ordentligt beslutningsgrundlag i forhold til eventuelt kommende reguleringer om kørsel i marken.

»De inviterede i processen omfatter både landmænd, konsulenter, interesseorganisationer og myndigheder,« sagde Per Schjønning.

Faktaboks

Køreplan for Recare

I perioden 2015 til 2018 holdes fire workshops:

  1. Hvad er problemet, og ser vi ens på det. Er holdt.
  2. Hvilke tiltag er mulige? I år eller i 2016
  3. Hvad koster det, og hvad vinder vi? I 2016 eller 2017.
  4. Hvordan kan løsninger understøttes politisk? Holdes i 2017 eller 2018.

De fire workshops skal føre til anbefalinger til reduktion af jordpakning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle