»Vi troede, vi havde beredskabet«

Hej Jens. Trods lukning af en afdeling og hjemsendelse af mange medarbejdere har I fortsat smittespredning på slagteriet?

Det centrale er at skille stigningen ad. Vi har i dag (torsdag, red.) 41 smittede, hvoraf de 16 er fundet på slagteriet, mens resten er fra folk i karantæne. Så vi havde i mandags 16 smittede på arbejde. Derfor sætter vi ind med ekstra tests af alle igen.

Hvad betyder de nye tal for slagtningerne?

Vi ændrer ikke yderligere i produktionen i Ringsted. Vi gik på halv kraft i sidste uge. Rent produktionsmæssigt går det ok.

Når der på så kort tid kan ske så stor smittespredning, har I så været godt nok forberedt?

Vi har en enkelt gang i Danmark og et par gange i udlandet haft smittede, og her har vi via kontaktsporing lynhurtigt fået det inddæmmet. Det har givet os selvtillid, for bortset fra tilfældet i Westcrown, har vi haft en følelse af, at vi havde det rigtige beredskab. Vi var jo på arbejde hele vejen igennem coronakrisen, hvor andre var hjemme, og der formåede vi at holde smitten ude.

Er beredskabet godt nok, når 120 er smittede?

Vi har indført temperaturmåling af alle medarbejdere og kigger på, hvad mere vi kan gøre. Vi kortlægger, om det, at vi har medarbejdere, der bor sammen, kan have gjort udbruddet større i antal. Eller om der er andre ting, der kan give os en akilleshæl.

Hvad er konsekvensen for slagtningerne?

Vi kompenserer for det gennem øget slagtning andre steder. Vi har flere tilmeldinger end forventet, og det er i højere grad de flere tilmeldte end udfordringerne i Ringsted, der har taget vores kapacitet. Ved udgangen af næste uge forventer vi at være cirka en dag bagud.

Hvor mange ressourcer koster det her?

Vi er nogle, der løber stærkere lige nu, men det er folk, der er ansat til situationer som nu.

Hvor meget koster det?

Det er klart, at forstyrrelser af produktionen koster nogle penge, men det ligger i den håndterbare ende og hvis man sammenligner med, hvordan corona ellers har ramt danske virksomheder, så er det i den mindre ende.

Hvordan er reaktionen på udbruddet internt?

Jeg kan sige så meget, at alle i Danish Crown følger meget med i, hvordan det her udvikler sig. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde folk informeret.-dsb

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle