Åbent Landbrug 2020 når flere danskere end nogensinde

Åbent Landbrug bliver i år afholdt noget anderledes end sædvanligt. Til gengæld vil eventet nå ud til flere danskere end nogensinde før takket være nye, digitale løsninger.

Hvordan ser hverdagen egentlig ud for en moderne landmand? Det er, hvad danske familier hvert år har mulighed for at få indblik i til Åbent Landbrug, hvor landmænd over hele landet inviterer danskerne på besøg i stalde og marker.

Men i år foregår Åbent Landbrug noget anderledes. Naturligvis. For coronaåret 2020 har krævet en nytænkning af måden, vi gør mange ting på. Åbent Landbrug er ingen undtagelse. Hvor én gård i gennemsnit plejer at kunne tiltrække 1.500 danskere, vil hver gård i år byde velkommen til blot tre heldige familier.

»Jeg er glad for, at vi trods corona alligevel har mulighed for at holde Åbent Landbrug i år – bare i et anderledes format. Selvfølgelig ville vi gerne have haft op mod 100.000 danskere på besøg, som vi jo plejer. Til gengæld får de særligt heldige danskere, som kommer på gårdbesøg i år, en helt unik én-til-én oplevelser med landmanden,« siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer og tilføjer:

»I øvrigt er det værd at bemærke, at hele 160 gårde har tilmeldt sig som værter for Åbent Landbrug i år. Det er knap 100 værter mere end sidste år – og i øvrigt også det højeste antal værter nogensinde. Det er da ret imponerende, og mange tak til dem for indsatsen.«

Det digitale gårdbesøg - åbent for alle

De fysiske gårdbesøg er allerede booket. Heldigvis bliver de familier, som ikke får mulighed for at komme på fysisk gårdbesøg i år, ikke snydt. For Åbent Landbrug foregår nemlig også i høj grad digitalt. På aabentlandbrug.dk er der blevet skabt et digitalt filmunivers, som danskerne kan dykke ned. Her giver 11 korte film et bredt og nuanceret indblik i, hvad en landmand anno 2020 laver. Lige fra de mere gængse produktioner som mælkeproduktion til de mere nicheprægede produktioner som vin og quinoa.

»Åbent Landbrug 2020 har været en stor udfordring, men også en spændende en af slagsen. Og jeg er faktisk ret stolt over, hvad vi har nået at stable på benene på forholdsvis kort tid,« siger Lisbeth Olsgaard, head of branding i Landbrug & Fødevarer.

Rammer de unge

Udover de 11 film, har youtuberen Rasmus Brohave produceret en ”Hvad kan jeg blive”-video om at være landmand. Videoen henvender sig til Rasmus’ 600.000 følgere i alderen 13-25 år og har allerede nu over 110.000 visninger.

»Med Rasmus’ hjælp kan vi nå ud til en målgruppe – de unge – som vi ellers kan have rigtig svært ved at fange. Samtidig strækker indsatsen sig over et år frem for én dag. Det betyder, at dette års Åbent Landbrug med sine videoer, digitale kommunikation og influencersamarbejde vil kunne nå flere end nogensinde før,« Lisbeth Olsgaard.

Åbent Landbrug har været en tradition lige siden 1995, hvor eventet blev holdt for første gang – dengang dog under navnet ’Grøn Søndag’. Siden da har over 1,25 millioner danskere deltaget i Åbent Landbrug.

Faktaboks

Digitalt åbent landbrug

  1. Fysisk: Åbent Landbrug bliver også i 2020 afholdt fysisk, dog med et særdeles begrænset publikum i morgen den 20. september.
  2. Digitalt: Til gengæld er der skruet voldsomt op for den digitale satsning. Der er 11 film om landmænd og landbrug på sociale medier. En video med youtuberen Rasmus Brohave til hans cirka 600.000 følgere giver landbruget en unik mulighed for at nå den svære målgruppe unge i alderen 13-25 år.
  3. Formål: Åbent Landbrug er et flagskib i Landbrug & Fødevarers indsats for at højne landbrugets og branchens image hos danskerne. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle