Økologi - der er plads til flere

I Jyllands-Posten kunne man 16. januar læse, at "Danmark er verdensmester i økologi". Danmark er, med en økologisk markedsandel på 6,1 pct., i front i økologisk afsætning, og det er noget, som hele landbruget kan være stolt af. Vi har formået at skabe et stærkt marked for landbrugsvarer med en højere pris, omstille produktion til nye forbrugerkrav og samtidig forsyne samfundet med en række naturgoder.

De seks pct. dækker over store forskelle i økologisk markedsandel fra næsten 30 pct. på frisk mælk og havregryn til under en pct. for svinekød. Det nye med den aktuelle vækst er, at hele sortimentet rykker, samt at der er væsentlig vækst i de nye kvalitetsvarer til en væsentlig merpris.

Når Farre A/S kan sælge en chorizo-spegepølse til 35-40 kr., og Urtekram kan sælge otte stykker kvalitetsknækbrød til 30 kr., er der også råd til at betale landmanden en god pris for kvalitetsråvarerne.

Priser til producenter af økologisk mælk, korn, svinekød og andre råvarer er steget, og flere virksomheder bruger opsvinget til at etablere langtidskontrakter, der spreder risikoen og giver en bedre afsætningssikkerhed for landmanden.

På eksportområdet har Landbrugsraadet og Økologisk Landsforening et nært samarbejde om en ny flerårig eksportfremmeindsats, som vil sætte Danmark på det økologiske verdenskort, ligesom dansk fødevareproduktion allerede er i dag. Eksport skaber en yderligere afsætningssikkerhed for landmænd.

Der er bred enighed om, at den økologiske vækst fortsætter. Et nært samarbejde med detailhandelen har fået økologisk afsætning i Danmark til at stige 12 pct. i 2005 og ca. 18 pct. i 2006. Økologisk Landsforening har nu fået aftaler om nye fremstød i 2007 i stort set alle detailkæder i Danmark, ligesom salg via cateringsvirksomheder, gårdbutikker og abonnementsordninger har pæne stigninger.

Behov for 10.000 ha

Med al den fremgang er der behov for flere økologiske producenter. Dansk Landbrug har beregnet, at der er behov for ca. 10.000 yderligere ha i økologisk drift årligt frem til 2015. Og faktisk er der plads til de første 20-30.000 ha allerede i år.

De nuværende økologiske landmænd kan også udnytte det aktuelle opsving til udvidelse og udvikling, herunder afprøvning af nye produktioner der kan give en større indtjening og mere alsidighed i de daglige udfordringer.

Via Økopakken, der er aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti i november, er omlægningsstøtte sikret for landmænd der lægger om til økologisk drift, og for økologer der lægger nye arealer om. Som noget nyt må alle mælkeproducenter nu også modtage omlægningsstøtte til nye arealer. Dertil sikrer Økopakken en miljøbetinget støtte på 750 kr./ha årligt og en statslig støtte til udvikling af det økologiske marked frem til 2013.

Økologi skal ikke drives af tilskud. Men det er positivt, at økologi går på to ben: markedet og samfundets dækning af nogle udgifter til en miljøvenlig driftsform, ikke mindst i omlægningsperioden.

Den økologiske driftsform er ikke for alle. Den kræver egnede staldforhold og jord der kan lægges om til økologi. Og endelig skal man have lyst til de nye udfordringer i økologisk drift.

Økonomien i økologisk landbrug skal beregnes individuelt, men der er positive generelle tendenser der er værd at bemærke. Friske tal viser, at de økologiske mælkeproducenter nu tjener mere end deres konventionelle kolleer, og at udbytter på de økologiske marker nærmer sig de konventionelle.

Men økologi er også en driftsform båret af en ide. Ideen om produktion med et minimum af hjælpestoffer er en faglig udfordring. De udfordringer har erhvervet arbejdet med, og status er i dag, at produkternes kvalitet er i top.

Enhver landmand, der tænker tanken "er økologi noget for mig?", har i dag fri adgang til hele paletten af rådgivere. Om indgangen er økonomisk, faglig eller holdningsmæssig, så er der råd at finde i de lokale og landsdækkende rådgivningssystemer.

For at sikre den langsigtede udvikling er det vigtigt, at landmanden, forarbejdningsvirksomhederne og detailhandelen er parate til at etablere mere faste aftaler, så landmanden har en vis sikkerhed for afsætning, når han først har lagt om til økologi.

Summa summarum: der er plads til flere landmænd, der vil afprøve den økologiske driftsform. Og der er opbakning fra det samlede landbrug til dem der "tager springet".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle