2,5 FE pr. kg tilvækst trods ondartet lungesyge

Ondartet lungesyge og 275 søer med slagtesvin på samme ejendom kan være en farlig cocktail. Lars Sandal resultater viser, at det langt fra behøver at være tilfældet.

»Vores stalde ligner jo noget knopskyderi, men alle stalde er sektionerede på nær farestalden,« fortæller Lars Sandal.

Trods knopskyderiet ligger produktionsresultaterne i soholdet mellem 30 og 31 fravænnede grise pr. årsso, og tilvæksten i slagtesvinestalden ligger mellem 1.000 og 1.050 g.

»Efter vi fik nyt mølleri sidste år i maj, har foderforbruget taget et dyk til omkring 2,50 foderenheder pr. kg tilvækst,« siger han.

Døde & kasserede ligger mellem 2,5 og 3,0 procent i slagtesvinestalden. Lungesygen koster naturligvis nogle døde, men ellers er det ret blandede årsager til dødsfaldene, herunder brok.

»Det er kun én gang, at vi akut har sprøjtet en hel sektion mod lungesyge. Det er nok billigt sluppet,« siger Lars Sandal.

Forbruget af antibiotika er da også langt fra gult kort.

Eget korn

Korndelen til slagtesvinene består af en tredjedel byg og to tredjedele hvede. Hertil 14 procent soja og 4 procent solsikkeskrå.

Sogrise og hangrise bliver delt for sig ved fravænning.

»Hangrisene slutter ved 3,05 foderenheder dagligt, sogrisene ved 2,97,« fortæller Lars Sandal.

Med kønsvis opfodring får han en højere tilvækst på ornerne.

Med hangriseproduktion er kødprocenten tæt på 62. Sogrisene leveres som UK-grise.

Og 98 procent leveres i basisnoteringen, så vægtfradragene er under to øre pr. gris.

Dækningsbidraget pr. slagtesvin har været omkring 200 kr. for 2014 som gennemsnit.

Ny ventilation

I vinter er der skiftet flere styringer og ventilationsmotorer i slagtesvinestaldene.

»Klimaet er meget bedre, og energiforbruget er lavere,« siger han.

Staldanlægget er i grove træk totalrenoveret.

Sidste byggeri var en ny løbeafdeling og et nyt udleveringsrum for to år siden.

Sidste år blev der indrettet en ny foderlade med mølleri og mineralpåslag i et tidligere værksted.

»Vi har renoveret en del inventar de sidste par år, men jeg lægger også vægt på at være foran med disse ting,« fortæller Lars Sandal.

De sidste par år har han haft en tømrer ansat.

»Han har hjulpet med at skifte inventar men har heller ikke noget imod at give en hånd med både med grisene og i marken,« siger Lars Sandal.

Faktaboks

  • Lars Sandal 
  • Jyderup
  • 275 søer med fuld slagtesvineproduktion
  • UK- og hangriseproduktion

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle